Find de indre hestekræfter frem
Heste kan noget helt specielt. De kan afhjælpe stress og depressioner. Det ved man på Rønbækgård mellem Grundfør og Søften.
Det er ikke uden grund, at stedet hedder Himmerigskoven. Man mærker straks, når man kommer til Rønbækgård, at der er grønt, ro og stilhed. I sig selv en vederkvægelse i en stresset og larmende hverdag.
Special-rideskole
Stedet er en rideskole og et stutteri med islandske heste. Her kommer børn og voksne og deler fællesskabet omkring en fælles interesse. Og så få kvalificeret rideundervisning.
Men indehaveren Lene Skødt Hesselberg står også for noget andet. Hun er uddannet socialpædagog, har taget rideinstruktør-uddannelsen for handicappede (DHIF) samt taget rideterapeutisk kursus og læst kropssprog som kommunikation og voksenpædagogik samt skrevet speciale om de indre hestekræfter.
Med disse kompetencer udfører hun i samarbejde med sine heste, arbejdet med bl.a. psykisk handicappede på special-rideskolen.
De indre hestekræfter
”Det er egentlig naturmedicin, når stressede, angste eller deprimerede mennesker kommer for at få hjælp af mig og mine heste,” fortæller Lene Hesselberg og føjer til: ”Det handler om at komme i balance, at lytte til sit indre behov, at få et pusterum, at få visket tavlen ren. Kort sagt: Komme i kontakt med sit indre. Vi skal finde de indre hestekræfter frem.”
Men hvorfor ikke lige en hest? Hunden er jo menneskets bedste ven!
”Hesten kan noget, som hunden ikke kan. Når man sætter sig op på hesten, blives ens centralnervesystem helt kontant påvirket. Hestens rytme gør, at vi genkender det som at blive båret i moders liv. Det kan åbne op for psyken,” forklarer Lene.
Det er oplagt, at det kan mænd ikke bruge: ”Mænd vil ride stærkt. De vil mærke de mange hestekræfter og giver den gas. Det er der også nogle kvinder, der gør,” siger Lene.
Hun forklarer også, at det er vigtigt for at beskytte hesten, at den holder fri under gode betingelser. Den skal have ladet batterierne op: ”Hesten virker som et spejl. Hvis rytteren har det dårligt, bliver hesten påvirket af det. Jeg skal passe på både rytteren og hesten,” siger Lene.
Konkurrencerytter
I øjeblikket arbejder datteren Ida Hesselberg på 17 år hjemme på special-rideskolen Rønbækgård. Det falder hende ikke svært, fordi hun er vokset op både med den almindelige rideundervisning og med speciel-konceptet. ”Jeg har jo altid været hestepige og hjulpet med dem, der er kommet her for at få hjælp med psykiske problemer.”
Hun har reddet konkurrencer, siden hun var 10 år gammel. Og hun har ikke særlig travlt med at nå til tops. Der er ellers ikke så langt derop: Hun er f.eks. østjysk mester og har været med tre gange ved DM.
Men et mål er alligevel at komme på landsholdet. Det er det, der giver rejser til udlandet.
<B>Arbejdsprøvning</B>
Lene Hesselberg arbejder også på et nyt koncept sammen med naboen, der også er landmand med dyr. ”Vi kunne opbygge virksomhedspraktik og arbejdsprøvning og måske være konsulenter for jobcentrene. Jobformidlingen har gjort klart, at de gerne vil høre fra os,” fortæller Lene Hesselberg.
Hvordan det opleves at blive hjulpet, fortæller vi om en anden historie med en kvinde på 39 år. Rideskolen ønsker, at hun skal være anonym, så vi giver hende et andet navn.