Fortsæt til indhold

Gift efter 31 år

Samfund
Af Betina Skjønnemand

Forberedelserne til brylluppet i lørdags har været mange. Men Joan og Preben Petersen har heldigvis haft 31 år til at forberede sig.
“Jeg har aldrig villet giftes. Men den magiske dato gjorde, at hun fik mig overtalt - efter 31 år”, lyder det med et grin fra Preben Petersen.
I lørdags gav han sit ja til Joan, som han har dannet par med i 31 år.
“Det er rigtig nok, det med, at han ikke ville giftes. Jeg har faktisk prøvet at fri til ham på en skuddag, hvor det jo er damerne, der må spørge. Men da sagde han nej”, konstaterer hun med et smil.
Det er nu ikke fordi, Preben ikke er glad for Joan, at han ikke ville gifte sig, men konceptet har aldrig rigtig appelleret til ham. At han så alligevel stod i sit stiveste puds foran venner og familie i lørdags, hang dels sammen med den magiske dato. Men der var også andre ting, der spillede ind.
“Joan har en veninde, hvis mand gik hen og døde. De var ikke gift, og hun sidder nu og må betale leje i et hus, som hun selv har været med til at bo i. Børnene tog det hele. Det skal ikke ske for Joan. Så lidt alvor er der også bag vores beslutning om alligevel at blive gift”, fortæller Preben Petersen.
Så selvom Preben går rundt og fortæller, at han fik kniven på struben af Joan, så skinner det tydeligt igennem, at beslutningen om endelig at blive gift alligevel passer ham fint.
Og da beslutningen var taget, var der ingen tvivl om, hvor brylluppet skulle stå. Der var nemlig kun ét sted, som de kunne tænke sig at give hinanden deres ja.

Blev gift i kolonihaven

Parret blev således lørdag viet i deres elskede kolonihavehus, hvor de har tilbragt mange timer de seneste år.
Når de ikke er i kolonihaven i Aabenraa, bor de i Blans.
“Det er så dejligt hyggeligt og fredeligt her. Vi har ingen strøm - der er kun fred og ro. Det elsker vi begge to”, lyder det fra Joan Petersen.
Byrådsmedlem Philip Tietje havde indvilliget i at komme ud i kolonihaven for at forestå vielsen, og familie og venner var inviteret til reception og fest i et telt i kolonihaven.
“Philip (Tietje red.) fortalte, at det første gang, han skulle vie et par. Men så fortalte vi ham, at det skal også var første gang for Preben, så det skulle han bare tage helt roligt”, griber Joan Petersen.
Aftenens fest bød på helstegt pattegris med tilbehør, og der var naturligvis også sørget for en rigtig bryllupskage i to etager.

Bryllupssuiten ventede

Parret tilbringer meget tid i kolonihaven, hvor de også har fået mange gode venner. Bl.a. naboen tilbringer de meget tid sammen med. Og han havde da også sørget for, at parret skulle tilbringe bryllupsnatten under fine forhold.
“Han har indrettet en bryllupssuite i hans kolonihavehus, som vi kunne få at overnatte i. Så der var sørget godt for os”, lyder det videre fra de to nygifte.
Jeg har aldrig villet giftes. Men den magiske dato gjorde, at hun fik mig overtalt
Preben Petersen, nygift