DEBAT Godt med attraktiv Hinnerup Midtby
Hinnerup Midtbys beboerforening konstaterer med glæde, at lokale politikere (Erling Kvist Andersen (S) og Charlotte Green (K)) tager diskussionen om Hinnerup Midtbys fremtid op. Erling Kvist Andersen lægger op til en dialog, hvor flere parter med interesse for Hinnerup midtby indgår i processen, hvilket vi hilser velkommen og vi tager gerne imod invitationen. Charlotte Green skærer ind til benet, og lister tre centrale problemstillinger op, letbanens vej gennem Hinnerup, cykelsti (eller?) i Storegade og trafikken på Herredsvej. Disse tre trafikale, eller i hvert fald trafikalt afledte problemstillinger, er naturligvis væsentlige og bør diskuteres grundigt med inddragelse af borgere, handlende m.v. Men der skal også tænkes i visioner og kreative, innovative løsninger, der kan sikre Hinnerup midtby som et attraktivt sted, både at bo, leve, være handlende og købe ind. Byudvikling er ikke blot pragmatiske løsninger på de problemer, der umiddelbart kan identificeres, men også resultat af processer, som tænker videre. Et par eksempler kunne være:
Omdannelse af Rønbæksøen (og Lilleåaen) til Gadekær? Fliser, bænke, lys – en enestående mulighed for en oase tæt på bymidten. Samt realisering af de portaler fra midtbyen til søen, som er skitseret i de seneste byplaner. Herunder inddragelse af området omkring det nye kirkecenter.
Legepladser, -muligheder i midtbyen? F.eks. understøttelse af Hinnerup som grøn by ved anlæggelse af naturlegeplads i umiddelbar nærhed af bymidten. Optegnelse af boldbaner på asfalten, så området ikke blot ligger øde hen i ydertimerne.
Udnyttelse af eksisterende bygninger til kulturelle / kreative formål. Vi har flere tomme bygninger i midtbyen, som skæmmer bybilledet, og som kunne udnyttes til mange formål, måske også til overdækkede helårslegepladser?
Den brolagte del af Storegade som bilfri gågade? Den nuværende løsning dur ikke. Det er særligt farligt for cykellister at færdes i Storegade, men hele løsningen skal gentænkes. Se på mulighed for at fortætte handel og bymidten omkring et hovedstrøg, udbygge parkerings- og tilkørselsmulighederne i periferien, så man ikke nødvendigvis skal gå længere end nu.
Der er sikkert mange flere ideer, som kunne medvirke til en attraktiv Hinnerup Midtby, og det er vigtigt, at Favrskov kommune anerkender, at byudvikling også er et kommunalt kerneområde, der ikke kun skal finansieres gennem puljer og fonde m.v.
Det er vores opfattelse, at de visionære løsninger, der skal sikre vores lokalsamfund på lang sigt, ikke blot opstår ved at søge de mest logiske (og billigste?) løsninger på de mest presserende problemer. Som en parallel kunne man til slut spørge, om de over 50 mil. kroner byrådet på det seneste har bevilget (haller, kunstgræsbaner) til mere idrætsudøvelse af det, vi allerede kender, i rum, der ligner dem vi allerede har, er et visionært og modigt bud på fremtidens sundheds- og bevægelseskultur eller blot imødekommenhed af stærke pressionsgruppers ønsker (krav?) fordelt over det meste af kommunen i et valgår?