Fortsæt til indhold

DEBAT Et stærkt budget – til glæde for borgerne og for beskæftigelsen

Samfund
Af Erling Kvist Andersen, Nørregade 16, Hinnerup

Der er nu fremlagt et budgetforslag for 2014-17 for Favrskov Kommune. Vi har med borgmester Nils Borring i spidsen samlet byrådet om et forslag, som indeholder rigtig mange positive elementer, som kommer kommunens borgere til gode i de kommende år. Samtidig er det vigtigt for os, at forslaget får en gunstig effekt på beskæftigelsen i vores område.
Vi glæder os over, at vi igen i år har haft mulighed for at forbedre forholdene for nogle af vores svageste borgere, f.eks. de demente, de hjerneskadede og de handicappede.
De frivillige gør en stor indsats i kommunen, og derfor har det været vigtigt for os, at der nu bliver afsat midler til at understøtte deres arbejde, og der oprettes en frivilligportal. Der er også blevet plads til udvidelser inden for kulturområdet, bl.a. til billedskolen og musikskolen.
Anlægsbudgettet er historisk højt, og der sættes mange projekter i gang. Skolerne bliver renoveret, moderniseret og energiforbedret for næsten 100 millioner kr. i de kommende år. Der bygges nyt Bo- og aktivitetstilbud i Hadsten, og aktivitetscentret Naturværket i Hinnerup udbygges.
Der planlægges tre nye haller, som forbedrer mulighederne for at dyrke indendørs idræt. I Hammel skabes der bedre forhold for fodboldspillerne ved etablering af en kunstgræsbane eller flere græsbaner.
Tre nye cykelstier vil i de kommende år gøre det mere sikkert at tage cyklen, når man skal i skole eller på arbejde. Mellem Hinnerup og Søften afsættes penge til skovrejsning, og flere steder bliver der bedre adgang til naturen, f.eks. ved Damsbro mose, Vissing enge og i området omkring Ulstrup.
Som socialdemokrater er vi stolte over at kunne præsentere dette budgetforslag, som betyder, at de fleste af vores budgetønsker gennemføres. Det har kun været muligt, fordi vi i denne byrådsperiode har været økonomisk ansvarlige og fået skabt balance i kommunens økonomi.
Vi glæder os over, at et samlet byråd står bag budgetforslaget, som nu sendes i høring.