DEBAT Et visionært budget inden for social- og sundhedsområdet
Både som Socialdemokrat og som medlem af Social- og sundhedsudvalget er det svært at få armene ned. Vi har gennem de sidste 4 år under socialdemokratisk ledelse arbejdet hårdt for at få rettet op på kommunens økonomi, og det er nu lykkedes. Derfor kan vi i år præsenterer et progressivt budget, hvor vi imødekommer nogle af de visioner vi socialdemokrater har for soci-al- og sundhedsområdet.
Sundhedsplejen får et løft, da vi vil bidrage til at nye familier får en god start. Samtidig ønsker vi en familieorienteret indsats i forhold til overvægt blandt børn. Børneovervægt har en social slagside, og det glæder mig at vi nu sætter midler af til at arbejde målrettet for at hjælpe fami-lierne, og mindske uligheden i sundhed.
En gruppe af de svageste borgere, nemlig brugerne inden for handicapområdet, får bygget nyt på Naturværket i Hinnerup. Derudover bygges et nyt bo- og aktivitetscenter i Hadsten, hvilket sikrer mulighed for øget faglig sparring og driftsfordele. Dermed undgår vi flere nedskæringer i pleje og behandling på et område, der har været stærkt presset de seneste år.
Derudover tilføres der midler til pleje og behandling ved erhvervet hjerneskade – også et om-råde der trænger til løft.
Endeligt får vi også udbygget faciliteterne til idrætsudøvelse med 3 nye haller, samtidig med at vi får bedret forholdene for cyklister med flere cykelstier. Alt i alt et virkelig godt resultat for flere grupper af udsatte borgere – og også et godt udgangspunkt for at bedre folkesundheden i Favrskov.