Fortsæt til indhold

Halvt i mål med Sorte Sø

På trods af en omfattende oprensning, er der stadig store koncentrationer fosfor i Sorte Sø, men ingen ved hvorfor. Nu undersøges det

Samfund
Anne Mathilde Friis Larsen

“Lige nu er der et fundament, men huset er ikke bygget færdigt.”
Den metafor bruger lederen af kommunens natur- og miljøafdeling, Hans Brok-Brandi, om oprensningen af Sorte Sø.
“Vi er ikke nået i mål endnu, og det er ikke godt, men alle arbejder på sagen,” siger han.
Det er uvist, hvorfor Sorte Sø stadig indeholder store mængder fosfor.

Mysteriet om Sorte Sø

På nuværende tidspunkt kan ingen, heller ikke eksperter fra Rådgivningsfirmaet Cowi, som forestod oprensningen, forklare, hvorfor det ser sådan ud. Cowi er nu gået i gang med at lave supplerende undersøgelser til en rapport, der skal belyse, hvorfor søen ikke er renere, og hvad fremtiden skal bringe for Sorte Sø.
I dokumenter som Lokalavisen har fået aktindsigt i stilles flere grunde op: Det kan skyldes de tre driftsuheld, der har været fra forsyningen, eller udsivning af fosfor fra bunden eller fra sivskoven, hvor der ikke blev gravet slam væk i 2009. Eller også tager de biologiske processer bare længere tid end forventet i Sorte Sø.

Forsyningen: Det tager tid

Den kommunalt ejede Skanderborg Forsyningsvirksomhed er ansvarlig for oprensningen og har indtil nu brugt 9,9 millioner kroner, betalt af forbrugerne via vandlafledningsafgiften, på at oprense Sorte Sø uden nævneværdig effekt på fosforkoncentrationen.
Da oprensningen af Sorte Sø gik i gang i 2009, var forhåbningen i følge forsyningen, at der i 2012 ville kunne ses en bedring. Det er ikke sket, og det har både fået borgere og politikere til at undre sig.
“I samråd med kommunen og Cowi blev det sidste år besluttet, at lave nye undersøgelser på grund af den manglende effekt af oprensningen,” siger Jens Bastrup, som er direktør i Skanderborg Forsyningsvirksomhed.
Direktøren fastholder, at det er for tidligt, at konkludere på resultatet.
“Sagen er ikke afsluttet. Vi er midt i processen, så hvis nogen skulle finde på at sige, at pengene er spildt, så er det helt forkert. Den store mængde fosfor og tungmetaller, der er fjernet kan ikke gøre skade mere,” siger han.

Halvt i mål med projektet

Da byrådet i 2007 besluttede at rense Sorte Sø var der to mål med opgaven. At bevare Sorte Sø og stoppe udledningen af fosfor til Gudenåsystemet og søerne.
Sorte Sø skulle have lov til at være sø i mange år frem, og der er enighed om, at den del af projektet er indfriet.
“Da projektet blev sat i gang var det vigtigste, at bevare Sorte Sø. Det er lykkedes. Byrådet afgør, hvornår det er slut. Skanderborg Forsyning er driftspartnere, og vi gennemfører bare byrådets beslutninger,” siger Jens Bastrup.