Skal ensretningen være slut i Ulstrup?
Favrskov Byråd bevilgede for ikke så længe siden 250.000 kroner til gennemførelse af byforskønnelses- og renoveringsprojekter i Ulstrup-området. Midlerne skal blandt andet medvirke til at understøtte lokale initiativer og skal bidrage til, at Ulstrup betragtes som attraktivt område.
Til politisk behandling er nu kommet et forslag fra administrationen, der går ud på at mere end halvdelen af pengene bruges til at gøre en ensrettet gade dobbeltrettet igen!
Måske kan man have svært ved at se dette i sammenhæng med de ønsker, som kom i forbindelse med bevillingen.
Sagen er den, at i 2007 blev Østergade ensrettet for at dæmme op for tung trafik til og fra Expedit. Nu er produktionen stoppet. Derfor ikke behov for ensretningen længere. Politiet skal dog nikke ja til planen.
Resten af pengene, cirka 100.000 kroner foreslås brugt til en info-tavle på torvet og måske en forbedring af Dannebrogspladsen, således at pladsen også fremadrettet vil kunne huse f.eks. cirkusbesøg.