Elever slukkede for solen
6.A på Skovbyskolen dyster mod 1.000 skoleelever i landsdækkende konkurrence om at lave den bedste kampagnefilm mod brug af solarier
Det var en lidt anderledes dag, som eleverne i 6.A på Skovbyskolen havde, da de tirsdag fik besøg af filmselskabet Lommefilm.dk.
I dagens anledning var det nemlig tilladt at bruge sin mobil og iPad i timen, når eleverne skulle optage små kampagnefilm, der handlede om risikoen for at udvikle kræft i huden, når man tager solarium.
"Filmklippene blev senere bearbejdet i et klippeprogram, og de er nu med i en konkurrence om at blive brugt som ideforlæg i en professionel annoncekampagne mod brug af solarier," fortæller elevernes klasselærer Jytte Hougaard Jensen.
For eleverne i 6.A var det dog ikke ny viden, at brug af solarium giver risiko for at udvikle hudkræft. Børnene var forinden godt orienteret om hud- og modermærkekræft, og alle vidste, hvor vigtig det er, at beskytte sig mod solens stråler.
"Det var spændende, at se eleverne samarbejde om ideer og det helt praktiske med filmsprogets virkemidler. Det, at vi havde besøg af en udefrakommende fagmand på området fra Lommefilm gav hele arbejdet et fagligt løft, som jeg tror, at børnene lærte rigtig meget af," fortæller klasselæreren.
Film bliver vist i biografen
Det er Kræftens bekæmpelse og Trygfonden, som står bag ”Sluk Solariet” kampagnen og konkurrencen, hvor eleverne dyster mod 1.000 skoleelever fra hele danmark.
"Budskabet om at slukke solariet trænger effektivt ind, når de unge selv får mulighed for at forme og formidle det til deres jævnaldrende. De har jo faktisk et forspring i at afkode den unge målgruppe, fordi de selv er en del af den," siger projektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, Anne Bach Waagstein.