Fortsæt til indhold

Minister skaber usikkerhed om ny by

Venstres Hans Andersen kritiserer nu transportminister Pia Olesen Dyhr (SF) for at skabe unødig usikkerhed om den nye by Vinge i Nordsjælland

Samfund
Henrik Gregersen

En stations-nær by uden en station er meningsløs.
Sådan lyder det nu fra Venstres lokale Folketingsmedlem Hans Andersen i kølvandet på transportminister Pia Olesen Dyhrs udmelding om, at det ikke er givet, at en “velfungerende og pålidelig kollektiv transport” er ensbetydende med, at der skal sættes midler af til en S-togs-station i Vinge.
“Sådan en udmelding skaber unødig usikkerhed. Hvis det, som jeg kan forstå, handler om, at man afventer en analyse, der er klar i efteråret, kan man nøjes med at konstatere dét. Men når man selv åbner op for, at det ikke er givet, at den kollektive trafik skal være tog, så begynder man at rokke ved hele fundamentet for Vinge. Og det er der bestemt ikke brug for. Der er da ingen investorer, der vil indgå aftaler, når det pludselig er blevet usikkert, om der kommer en station,” konstaterer Hans Andersen overfor Lokalavisen.

Ikke et alternativ

Han bakker borgmester Ole Find Jensen (S) op i, at der ikke findes reelle alternativer til en S-togs-station, når der drejer sig om Vinge:
“Hele projektet er baseret på, at byen etableres nær en central station. Det er ikke sådan, at man får lov til at bygge en by på en mark, fordi man har lyst, Det kræver godkendelser, og vi taler altså om en by, hvor der skal bo omkring 10.000 personer og skabes arbejdspladser,” lyder det fra Hans Andersen.
Han vil nu stille spørgsmål til transportminister Pia Olesen Dyhr for at finde ud af, om hun i praksis betragter busser som et realistisk bud på den fremtidige kollektive trafik i Vinge:
“Det er skuffende, at hun selv har åbnet mulighed for det. Nu er vi så nødt til at få slået fast, at der ikke er alternativer til tog, så vi kan få fjernet den usikkerhed, der pludselig er opstået.”