Vi skal sikre hjælp til alkoholikeres børn
I Danmark har mere end hundredtusind mennesker et alkoholmisbrug. Det er et stort socialt og sundhedsmæssigt problem, som kræver opmærksomhed. Og en ganske særlig opmærksomhed kræves på børnene i de alkoholramte familier.
Derfor er vi i Radikale Venstre bekymrede over udsigten til, at bevillingen til familierådgivningen hos Center for Alkoholbehandling i Aarhus er ved at udløbe, således at der mangler 2 mio. kroner fra 1.januar 2014, hvis arbejdet skal fortsætte.
Børn påvirkes ofte i høj grad, og det kan have langsigtede negative konsekvenser, når en forælder har et alkoholmisbrug, og derfor er det essentielt, at de også inddrages i behandlingen. Så hvis vi vil bryde den negative sociale arv – også på dette område – så er muligheden for familiebehandling altså helt nødvendig.
Alle erfaringer viser med al tydelighed, at det er ekstremt vigtigt med en tidlig og metodisk indsats overfor alkoholramte familier, og at spare på området vil på sigt give endnu flere udgifter, både menneskeligt og økonomisk.
Mandag d. 9. september var vi som en del af en tematur om socialpolitik i Aarhus på besøg hos Center for Alkoholbehandling, og det berørte os alle meget at høre, hvor mange børn der er pårørende til alkoholikere og hvor alvorlige problemer, dette kan give, også senere i livet. Men samtidig var det opløftende at høre om etablerede indsatser, der virker.
Det gør familiebehandling, og det gavner således kontinuerligt børn, unge og familier i en svær situation her i Aarhus. Og her må vi bare sige, at vi anser det for altafgørende vigtigt, at de indsatser, der rent faktisk har vist sig at virke, sikres og udbredes. Og med familiebehandlingen er der tale om en sådan indsats. Og afvikles den, så har man sat forebyggelsen tilbage, og det er bare slet ikke den vej, vi skal gå. Tværtimod.
Derfor vil Radikale Venstre finde midlerne så en forebyggende ordning rettet mod børn, der er, eller kan blive, enormt udsatte, kan fortsætte i Aarhus.