Om skadedyr og folkesocialister
Hvis du som boligejer i Aarhus Kommune synes, du sidder stramt i det, så bare vent til efter valget. Står det til S, SF og Radikale, skal grundskylden stige med 955 kroner om året. Boligejerne er jaget vildt og må igen ligge under for den socialistiske afgiftskniv.
For ikke alene har SF foreslået en stigning i grundskylden, men også en afgift på rottebekæmpelse. Hvis så bare pengene blev brugt på det, de var tiltænkt, fx rottebekæmpelse. Men nej, afgiften på rottebekæmpelse skal finansiere flere busser til borgerne i Ormslev.
Jeg har meget svært ved at se, hvorfor boligejerne skal betale for, at borgere i en bestemt del af byen skal have en ekstra bus. At Midttrafik har valgt at prioritere antallet af busser til en bestemt del af byen, kan på ingen måde være hele kommunens problem.
Jeg og Liberal Alliance er modstandere af stigningen i grundskylden og andre afgifter, der rammer alle borgere i Aarhus Kommune – derfor siger vi naturligvis fra over for dette afgiftsvanvid.