Shaka sagde tak til sin gamle skoleærer
Det var ren og skær kærlighed til Alken, som søndag fik Shaka Loveless til at give koncert på Bjedstrup Skole
"Det, der sker nu kommer aldrig til at ske igen. Det her, det er kun til jer. Hvis man ikke er her nu, så oplever man det aldrig." Et sandt brøl af begejstring ringer ud i salen på Bjedstrup Skole, og der er ingen tvivl om, at Shaka Loveless er mere end velkommen hjem.
Lige inden det gik løs, mødte Lokalavisen Shaka Loveless, som forklarede, hvorfor han søndag aften gav koncert uden selv at få en krone for det.
"Det her gør vi helt specielt kun for Alken. Købmanden var samlingspunkt i byen, da jeg var barn. Derfor vil jeg gerne støtte op om arbejdet med at få den genåbnet," siger han under en tiltrængt rygepause i skolegården på Bjedstrup Skole.
Bjedstrup Skole har spillet en stor rolle for Shaka Loveless og hans musikalske karriere, og det blev fremhævet under aftenens koncert.
Tak til Pip
"Noget af det, der gør mig allermest glad i aften er, at Pip er her. Hun var min klasselærer, da jeg gik her på Bjedstrup Skole, hvor er du Pip?"
Mængden deler sig, og der står Pip. Hun var medvirkende til at skoledrengen begyndte at spille, og for en stund er der et andet midtpunkt end dem med efternavnet Loveless.
"Tusind tak, Pip."
Rørt over drengenes hjælp
Den unge succesfulde musiker gav alt for sit hjemmebanepublikum, og der blev skrålet med hele aftenen. Selv den ældre del af salen havde armen i vejret og pumpede løs.
Hele overskuddet fra søndagens støttekoncert går til landsbyens socialøkonomiske projekt, som til sommer gerne skulle resultere i, at Alken får en ny købmandsbutik. Det er planen, at sårbare borgere skal have mulighed for at arbejde i købmandsbutikken i byens gamle mejeri, som borgerne i Alken har købt i fællesskab.