Fortsæt til indhold

Hillerød har - måske - plads til endnu et hotel

Ny analyse viser, at Hillerød med sin beliggenhed måske har plads til endnu et hotel. Men det kræver en central placering tæt på Frederiksborg Slot

Samfund
Jens Berg Thomsen

Hillerød er ikke en by, der vrimler med hoteller. Faktisk er der kun et enkelt, Hotel Hillerød, der ligger på Milnersvej. Men hotellet kan måske få følgeskab. I hvert fald viser en ny analyse, at Hillerød muligvis godt kan bære endnu et hotel. Men analysen er også skeptisk.
“Konklusionen fra er, at på trods af at Hillerød er en dynamisk by i fortsat udvikling, ser det umiddelbart ikke ud til, at der er plads til endnu et hotel. Men der er en chance for at markedet i Hillerød godt kan bære et hotel, hvis det kan placere sig med et koncept i markedet, hvor man tilbyder noget andet end konkurrenterne,” skriver kommunens forvaltning i det oplæg, økonomiudvalget onsdag skal tage stilling til.
Læs rapporten her

Tilbage i 2008 vedtog byrådet en helhedsplan for området ved Slotssøkaréen, og i planen var der mulighed for at lægge et hotel på Markedspladsen. Den nye analyse, der er udarbejdet af konsulentfirmaet Nordic Hotel Consulting, peger på, at et eventuelt hotel skal have både almindelige hotelværelser og hotellejligheder, være tilknyttet en kæde, skal have møde- og konferencefaciliteter og prismæssigt være i den billige eller middeldyre ende.
Placeringen ved Markedspladsen anser forvaltningen som værende nødvendig, hvis Hillerød skal kunne rumme endnu et hotel.
“Det er forvaltningens vurdering, at i lyset af det vanskelige marked for endnu et hotel i Hillerød, bør kommunen i givet fald satse på en meget attraktiv placering nær byens største seværdighed, Frederiksborg Slot,” skriver forvaltningen og anbefaler politikerne fortsat at fokusere indsatsen på Markedspladsen.
Endnu står ingen investor klar til at bygge et hotel på stedet. Økonomiudvalget tager stilling til sagen onsdag i denne uge.