Fortsæt til indhold

Her kommer kirken med kost og spand

Saralystkirken i Lyseng rykker ud i små teams for at hjælpe sydbyens borgere

Samfund
Camilla Olesen

“Der er alt for mange ord i kirken og for lidt handling.”
Sådan lyder det fra præst i Saralystkirken John Lorenzen.
Med den sætning i baghovedet har en gruppe fra kirken taget initiativ til at hive fire timer ud af kalenderen for at hjælpe sydbyens borgere med alt fra græsslåning til hækklipning og til at gå en tur.

Intet helligt

To af de frivillige, der trækker i arbejdstøjet lørdag 25. maj klokken 9-13, er Ole Henneberg og Peter Melchior Rødder.
De pointerer, at giv-en-hånd-dagen intet har med religion at gøre.
“Vi gør det ikke for at missionere, og det er slet ikke vigtigt, hvilken trosretning folk har. Det føles godt, at gøre andre en tjeneste. Det er en del af det at være menneske,” siger Peter Melchior Rødder.
Den eneste forventning Saralystkirkens frivillige har til folk den dag, er, at de har behov for hjælp.

Alle er velkomne

Som udgangspunkt er der ingen, der får nej til at få hjælp den dag, og målet er, at der er omkring 25 mennesker, der henvender sig.
I oktober var første gang Saralystkirken arrangerede 'Giv en hånd-dag,' og her var folkepensionisten Ulla Overvad fra Viby én af dem, der havde besøg af de frivillige.
“Jeg havde brækket min hånd, og jeg bor alene i et lille hus. De gjorde mit badeværelse rent og ordnede haven. Det var virkelig dejligt - jeg har slet ikke ord for det. Der var ikke noget pres omkring kirken overhovedet, ja faktisk talte vi slet ikke om religion,” siger Ulla og fortsætter:
“Jeg synes, det er fantastisk, at der findes sådan nogle mennesker. De fleste har nok i sig selv og har travlt hele tiden.”
Initiativet til dagen startede i en smågruppe for mænd, der er i kirken.
“Vi kunne godt tænke os at bruge noget af vores overskud på at hjælpe andre. I gruppen har vi talt om, hvad det gode liv er, og mange gav udtryk for, at det er, når man gør noget for andre, og det gør vi med 'Giv en hånd-dagen,'” siger Ole Henneberg.