Uenighed i Venstre om natursti
To fremtrædende Venstre-profiler vil have en sti langs Furesøen, men det er imod Venstres officielle holdning. Gruppemedlemmerne stilles derfor frit, når sagen skal til afstemning i byrådssalen
Når kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune på et af sine kommende møder skal stemme om, hvorvidt der skal etableres en sti langs Furesøen, bliver Venstres gruppe stillet frit.
Det betyder, at hvert enkelt Venstre-medlem kan stemme som vedkommende vil uden at skele til partiets linje.
Paul Knudsen, der er Venstres politiske ordfører, forklarer beslutningen på følgende måde:
"Vi har forskellige holdninger i Venstre. Det er vigtigt for mig at sige, at der er seks i gruppen, som har en holdning, og en der har en anden holdning," siger politisk ordfører Paul Knudsen med henvisning til Birgitte Hannibal, der går ind for en natursti langs Furesøen, mens de seks andre i gruppen vil stemme imod.
Udmeldingen fra Paul Knudsen kommer efter et læserbrev i Det Grønne Område, hvor Birgitte Hannibal og den tidligere Venstre-spidskandidat Dorthe la Cour skriver, at de går ind for en sti.
Læserbrevet kan opfattes som, at det er Venstres holdning, at der skal etableres en sti.
De to kandidater skriver blandt andet følgende:
"Niels Posselt efterspørger klare meldinger fra Venstre ang. Furesøstien. Vores melding, holdning og standpunkt er klar og har hele tiden været det: Muligheden for en sti skal bibeholdes. Vi skal holde fast i den mulighed som blev os givet af visionære politikere for mere end 50 år siden."
Flere er for
Men at være for en sti er ikke Venstres holdning, understreger Paul Knudsen
"Det er ikke Venstres holdning, at der skal være en sti. Vi ønsker ikke at arbejde videre med stien af flere forskellige årsager. Og derfor fritstiller vi vores medlemmer. Der er ikke noget ideologi i den her sag, og der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Vi har vurderet, at vi ikke har kunnet blive enige om tingene, og derfor gør vi det sådan her," siger Paul Knudsen.
Venstre har tidligere været positivt indstillet overfor en sti, og det tidligere kommunalbestyrelsesmedlem fra Venstre, Annemette Rosenquist, er en af bannerførerne i den gruppe af grundejere i Furesø-kvarteret, der har kæmpet for en sti.
Furesøstien har været på den politiske dagsorden adskillige gange de seneste par år, men efterhånden tegner der sig et flertal, der ikke ønsker at etablere en sti. Sagen skal på kommunalbestyrelsens bord senere på efteråret.