Fortsæt til indhold

"Vi var ikke klædt på til opgaven"

Toppersonerne hos de tidligere Natteravne hævder, at de ikke var tilstrækkeligt klædt på til at styre foreningen og dens økonomi, men det afviser ravnenes Landssekretariat

Samfund
Louise Ritter

I fem et halvt år har de tidligere Natteravne i Esbjerg City gået gader og stræder rundt for at hjælpe byens unge sikkert gennem nattelivets udfordringer. Efter eget udsagn har de tilbagelagt flere end 8.000 kilometer til fods, men først efter at Landssekretariatet i juli opsagde samarbejdet med dem, retter formand Niels Olsen, næstformand Tommy Skov Luneborg og kasserer Heidi Skov Lyneborg en skarp kritik af den måde - eller mangel på samme - som Natteravnenes Landssekretariat i København ruster deres lokale Natteravneforeninger til opgaven.
"Vi har ikke været gode nok til alt det her med økonomi og sådan, fordi Landssekretariatet aldrig har rustet os til det, Vi er ikke professionelle, og de har ikke givet os et ordentligt kursus i økonomi," lyder kritikken fra de tre, da Lokalavisen forholder dem det tilsyneladende rod i foreningens pengekasse.
Men den kritik står Leif Christiansen, chefkonsulent i Natteravnenes Landssekretariat, noget uforstående overfor.
"Vi tilbyder mange ting. Blandt andet et bestyrelses kick off, hvor man over flere timer kommer rundt om blandt andet økonomi. Vi har også et tilbud til alle foreninger om et godt system, hvor man i et Excel-ark kan styre det. Det har jeg flere gange snakket med Niels om. Der er også den mulighed, at man altid kan ringe til os og få hjælp," siger Leif Christiansen.