Fortsæt til indhold

Cykelsti skaber røre, men hindrer ikke boliger

Ny rute på en cykelsti mellem Harlev og Tåstrup, som går over nyt boligområde, skaber undren hos fællesråd, men boligerne kommer

Samfund
Christina S. Johansen

Egentlig omhandler denne artikel to problematikker, som dog udspringer af én og samme ting, nemlig kommunens beslutning om at foreslå en cykelsti henover et planlagt nyt boligområde ved Ketting Parkvej i Harlev.
Så lad os starte med en forklaring på cykelstien.
Det har i lang tid været planlagt, at der skal etableres en cykelsti fra Tåstrup til Harlev, så skolebørn og andre lette trafikanter får en bedre og mere sikker vej mellem byerne. Fællesrådet har hele tiden ment, at denne cykelsti skal følge Tåstrupvej og videre op ad Gammel Stillingvej.
Teknik og Miljø har imidlertid foreslået en anden rute, som går ind over området, hvor der er planlagt et nyt boligområde, videre op ad Kettingvej og ind ad Vestervej.
Det vækker ikke begejstring hos Harlev Fællesråd:
“Vi mener, at det er en kæmpe omvej, og fordi folk altid vil vælge den korteste vej, tror vi ikke, at den vil blive brugt,” siger Ejgil Rahbek fra fællesrådet.
Hos Teknik og Miljø lyder meldingen:
“Vejen bliver ganske rigtigt en smule længere, men vi har valgt at prioritere trafiksikkerheden, som vi mener er bedre med vores model, fordi man skal krydse færre veje,” siger Thomas Ager Hostrup, der er trafikplanlægger hos Teknik og Miljø.
“Desuden søger vi altid at få så mange som muligt til at bruge cykelstierne, og derfor har vi valgt at føre den ind over det nye boligområde, så alle de børn, der flytter ind her, også vil benytte den. Det er vi ikke sikker på, de vil, hvis vejen følger Tåstrupvej. Men når vi får sådan en henvendelse fra fællesrådet, så kigger vi naturligvis på tingene igen,” fortsætter Thomas Ager Hostrup.

Udskyder ikke boliger

Den anden problematik går på det nye boligområde, og hvordan det vil blive påvirket af ændringerne, hvor cykelstien pludselig går ind over.
I høringsmaterialet, som blev sendt ud til Harlev-borgerne i marts, var cykelstien ikke nævnt, men det er som sådan ikke nogen fejl.
“Det havde været mere optimalt for alle parter, hvis cykelstien havde ligget fast under den forudgående offentlige høring. Det er dog ikke unormalt, at sådan noget først kommer senere. Der sker næsten altid ændringer i et lokalplanforslag efter sådan en høring,” siger Thomas Ager Hostrup.
Ejeren af den nye boliggrund er enig i, at det kunne have været mere optimalt:
“Det havde været rart at vide fra starten. Det spolerede jo hele planen, så vi har lavet det hele om, fordi vejene skal være anderledes - og det koster altså mange penge at have en arkitekt til at kigge på det igen,” siger Jens Jørgen Dyrberg, som ejer grunden med sin bror.
Den nye plan for området er nu sendt til kommunen, og Jens Jørgen Dyrberg fortæller, at han, ligesom borgere, også glæder sig til at få revet de faldefærdige drivhuse på grunden ned og komme videre.
Fra Teknik og Miljø beroliger man alle parter med, at cykelstien ikke lægger en dæmper på processen.
“Cykelstien er en naturlig del af lokalplansprocessen, og jeg mener ikke, at stien vil udskyde projektet på nogen måde,” siger Thomas Ager Hostrup.