Gymnasieelever starter sfo i Bolivia
Spil og legetøj, bolde og Legoklodser. Det var de første legesager til de nysgerrige 8 til 9-årige børn, der kommer i Skanderborg Gymnasiums nystartede sfo i La Paz, hovedstad i Sydamerikas fattigste land, Bolivia.
Gymnasieeleverne fra Skanderborg kan bryste sig af, at de 62.000 kroner fra Leg i Bolivia-indsamlingsdagen 2012, nu har gjort det økonomisk muligt at starte en sfo for byens fattigste børn.
”Det er den første af sin slags i Bolivia”, siger den ansvarlige for projektet, advokat og frivillig spejderleder Hebert Gutierrez i en pressemeddelelse.
Sammen med fire unge frivillige spejdere og læreren Leonid Herrera, hvis løn finansieres direkte af LiB, står han for den daglige drift af sfo'en. Her får børnene et pusterum fra en triviel hverdag. Leonid Herrera fortæller, at disse børns dagligdag er fyldt med traditionel læse-skrive-regne-skolegang og bagefter skal de hjælpe deres forældre med arbejdet på markederne. Det giver en barndom uden tid og mulighed for leg, for legetøj er der ikke råd til i disse familier.
Gymnasieeleverne har ønsket, at det danske syn på en god barndom med leg og læring, skal være det vigtigste mål for sfo'en.
”Vi er stolte og taknemmelige over de danske elevers engagement i at tjene penge til projektet, for det giver os mulighed for at styrke børnenes kreativitet og læring. Et u-land som Bolivia har brug for flere unge, der tager en uddannelse i fremtiden, og det nuværende skolesystem er så traditionelt, at mange børn slet ikke udnytter deres potentiale”, understreger Leonid Herrera.
Se mere på facebook.com/Legibolivia