Ildsjælenes anfører forlader posten
Hugo Tietze stopper som leder af Frivilligcenter Gentofte med udgangen af måneden
Når Frivilligcenter Gentofte bidrager til festlighederne under GentofteNatten, bliver det sidste optræden for manden ved rorpinden, Hugo Tietze.
Lederen af Frivilligcenter Gentofte har sagt sin stilling op til fordel for et lignende job i Greve med første arbejdsdag den 1. oktober.
"Jeg skal starte et frivilligcenter op fra bunden, og eftersom jeg er født entreprenør og elsker at sætte nye skibe i søen, var det er udfordring, jeg ikke kunne sige nej til", fortæller Hugo Tietze.
Hugo Tietze startede i Gentofte den 1. januar 2011, og siden er det kun gået én vej: fremad. Antallet af frivillige Gentofte-borgere er på under to år vokset fra 0 til 160, og der er skabt kontakt til mange foreninger og etableret et godt samarbejde med de offentlige institutioner. Der er blevet afholdt en masse åbent hus-arrangementer og kurser og skabt mange selvhjælpende aktiviteter. På succeslisten står også 'Værktøjskassen', hvor frivillige håndværkere gratis hjælper ældre med mindre reparationer, og 'Mænds Netværk', der har fået enlige mænd ud af busken.
"Så jeg afleverer en velfungerende butik og kan sige farvel med god samvittighed. Efter min bedste overbevisning er Frivilligcenter Gentofte det bedste center i Danmark", lyder afskedsreplikken.
27 ansøgere har lagt billet ind på den ledige stilling. De første samtaler med ansøgerne finder sted i denne uge.
Der er afskedsreception med morgenmad for Hugo Tietze mandag den 30. september kl. 9-11 på Smakkegårdsvej 71.