Fortsæt til indhold

Ledige køjesenge i skurvognsbyen

Omkring 2000 ledige overnatninger er ikke blevet booked i skurvognsbyen på Godsbanen

Samfund
Line Hitz

Der er langt mellem de studerende, som har indlogeret sig i en køjeseng i skurvognene på Godsbanen. Lokalavisen Aarhus skrev ellers i august, at de studerende var vilde med skurvognsbyen, men her en måned senere ser det ud til at de nye studerende alligevel har fundet et andet sted at sove i den første studietid.
Omkring 2000 overnatninger er ikke booked, og under en femtedel af sengene er booked frem mod oktober, hvor skurvognsbyen lukker og slukker.
“ Jeg håber det er tegn på, at de studerende meget hurtigt har fundet et andet sted at bo i Aarhus. Vi har gjort et forsøg for at hjælpe de studerende, og jeg synes det er et rigtig fint alternativ til en campingvogn eller telt udenfor byen,” siger Anne Thorø Nielsen, som er direktør i Studenterhuset Aarhus.

Kritiske forældre

Hun erkender dog, at der er nogle studerende som har fravalgt skurvognsbyen, da de ikke vil dele værelse med en fremmede.
“Vi har haft mange forældre, som har ringet ind og spurgt om vi kan garantere, at deres datter kommer til at bo sammen med en veninde. Det kan vi ikke, og det har nok fået nogle til at gøre nogen andet,” siger hun og fortsætter:
“I det tilfælde synes jeg vi skal overveje, hvor desperat man er, hvis man kan sige nej, fordi man skal dele rum med en anden.”
Hun fortæller, at skurvognbyen er inspireret af et ligende koncept i Norge, hvor de unge sover tyve mand sammen i en stor sovesal.
“På Godsbanen skal de kun dele værelse med en, men alligevel er der nogen, som vælger det fra,” siger hun.
Når skurvognsbyen ruller væk sidst i oktober måned, så skal de hos Studenterhuset Aarhus evaluere, hvad der gik godt og skidt, men selvom der er mange ledige skurvogne, så mener Anne Thorø Nielsen, at missionen med skurvognsbyen er lykkedes.
“Der var rigtig mange studerende, som havde en seng at sove i til studiestart i august og september, og målet var at ingen studerende skulle stå uden en base ved studiestart, på den måde er vi nået i mål,” siger hun.
Anne Thorø Nielsen vil ikke komme med et bud på, om vi også næste år kan se skurvognsbyen skyde op på Godsbanen.
“Der er mange ting som spiller ind, men først og fremmest handler det om hvor mange boliger der er til de studerende, og om kommunen igen vælger at støtte projektet,” siger hun.