Fortsæt til indhold

Husmorforeningen kan vi sagtens bruge i dag

Løgten-Skødstrup Husmorforening bygger bro og skaber fællesskab på tværs af generationer

Samfund
Grethe Bo Madsen

Formand for husmorforeningen. Tankerne stryger afsted i retning af en nydelig ældre dame i kittel og forklæde med et sirligt hjem uden skygge af rod eller støvpartikler.
Men det er 30-årige Marie Louise Hald Weber-Esmann, der lukker døren op og byder indenfor i sit hjem, der ligner de fleste andre småbørnsforældres hjem: Legetøj drysset ud over hele herligheden og med et element af kaos der, hvor de kære små huserer.

Sammenhold op tværs af generationer

“Jeg er godt klar over, hvilke associationer folk får, når de hører ordet husmorforening. Men tro mig, vi er ikke alle sammen hjemmegående husmødre, og det handler ikke om håndarbejde og rengøringstips. Det er en forening, der skaber et lokalt sammenhold på tværs af generationer. Vi gør noget sammen, som beriger os og giver ny inspiration på tværs af aldersforskellene, uanset om man er 25 eller 80 år.”

Udearbejdende karrieremor

Marie-Louise, formand for Løgten-Skødstrup Husmorforening på tredje år, smiler mens hun rydder sofaen for legetøj og tager datteren Sofie på skødet.
Selv er hun i allerhøjeste grad udearbejdende med et karrierejob som forandringsagent hos Danfoss og en fortid som premierløjtnant i hæren. Men selvom hverdagen med små børn og fuldtidsarbejde kræver sit, prioriterer hun alligevel husmorforeningen og samværet med kvinderne i foreningen.
“Vi har meget at give hinanden. Lige fra starten af faldt jeg for det gode humør og den positive livsindstilling, der er blandt kvinderne i foreningen. Og det er det, vi bygger videre på. Da jeg startede, var der nogle og 30 medlemmer og gennemsnitsalderen var over 70 år. I dag er vi over 50 medlemmer, og gennemsnitsalderen er faldet til et par og halvtres. Så ja, vi kan åbenbart sagtens bruge en husmorforening også i 2013.”
Den helt store udfordring for husmorforeningens formand er at finde arrangementer, der har tilpas bred appel til at favne alle aldersgrupper.

Nytænkt konceptet

“Man kan godt sige, at vi har nytænkt konceptet. Vi har ændret på arrangementerne, så det ikke længere handler om at vise tøj eller cremer frem. I dag har vi foredragsholdere, som har noget at sige os, uanset om vi er i tyverne eller halvfjerdserne. Fokus er det, der kan give os glæde eller nytte i hverdagen, og målet er, at alle skal have noget ud af det,” forklarer Marie Louise.
Foreningen mødes en gang hver måned, og ud over foredragene har møderne også budt på øltur til et lokalt bryggeri, madlavning med tang, vandringer i lokalområdet og besøg hos lokale vinhandler.
“Men ud over det formelle i møderne, så har vi også rigtig meget glæde af hinanden i netværket. De ældre damer har en masse gode tips og råd, som vi yngre har meget glæde af. Og det er super-hyggeligt at dele erfaringer.”
“Det er en forening, der skaber et lokalt sammenhold på tværs af generationer. Vi gør noget sammen, som beriger os og giver ny inspiration på tværs af aldersskellene, uanset om man er 25 eller 80 år”