Fortsæt til indhold

Sikre skoleveje nu!

Samfund
Af Thomas Cordtz, Ry - Byrådskandidat for Det konservative folkeparti

Skolevejene skal være sikre – for alle børn i hele kommunen. Så enkelt er det. Alligevel må nogle af skolevejene i kommunen betegnes som livsfarlige.
Vanen tro kører i august og september måned i hele Skanderborg kommune kampagnen ”De ualmindelige”, som opfordrer forældre til at lade deres børn cykle i skole. Kampagnens hjemmeside fremhæver at ”i Skanderborg Kommune gør vi alt, hvad vi kan for at gøre det mere sjovt og sikkert for børn at transportere sig selv”. Ideen er helt sikkert god, da aktive børn er sunde børn, og da man – såfremt flere børn tager cyklen – måske kan undgå det trafikale kaos, der udspiller sig foran skolerne hver morgen. Men budskabet klinger hult, når man konfronteres med den virkelighed og de farlige skoleveje, børnene på Knudsøskolen i Ry må færdes på for at komme i skole – hvis de overhovedet får lov til at cykle.
På Knudsøskolen i Ry er man nødt til at fraråde, at børnene cykler i skole på trods af kommunens politik om det modsatte og på trods af kampagneplakaterne, der møder forældrene, når de drejer ind til skolen. Vejene omkring skolen er alt for farlige, til at børnene kan cykle. Skolen modtager børn fra Ry, Alling, Javngyde og Kildebjerg. Men at lade børn cykle fra navnlig Javngyde og Kildebjerg er i bedste fald dumdristigt - i værste fald livsfarligt. Der er ingen sikker passage over eller under den stærkt trafikkerede Randersvej. Her buldrer biler og tonstunge lastvognstog forbi i alt for høj fart trods en fartbegrænsing på 70 km/t. I stedet må børnene fragtes i skole af skolebusser eller af deres forældre.
Særligt slemt står det til lige op ad Knudsøskolen ved krydset mellem Randervej og Tulstrupvej. I et forsøg på at afbøde det værste har man opsat såkaldt intelligent skiltning, der skal advare bilisterne om, at et farligt kryds venter forude. Det forslår som en skrædder i helvede, og situationen vil kun blive værre, når motorvejsstykket mellem Låsby og Silkeborg færdiggøres. Herefter må man forvente, at al tung trafik i retning af Herning og Silkeborg vil drøne via Randersvejs mod Låsby og motorvejen og på vejen passere tæt forbi skolen.
Skanderborg kommune har afsat 12 mio. kr. over fire år til at sikre skoleveje og løse problemer med sorte pletter. Flere tiltag er sat i værk rundt om i kommunen for at sikre skolevejene i bl.a. i Låsby, Hørning og Stilling. Men intet konkret er iværksat for at løse problemerne omkring Knudsøskolen.
Det er tvingende nødvendigt, at der afsættes midler til at løse problemerne omkring Knudsøskolen. Problemerne kan løses på flere måder. Der kan etableres en cykelsti på den østlige side af Randersvej fra Knudhulevej op til Tulstrupvej og en tillige en gangtunnel i nærheden af skolen. Det ville med et løse alle problemer for den bløde trafik på Randersvej. Ligeledes kunne bygrænsen rykkes fra dens nuværende placering og ud på den anden side af krydset Randervej/Tulstrupvej. Det ville tvinge biler og lastbiler ned i fart. Endnu mere effektivt bliver det, hvis der også etableres trafikdæmpning.
På websiden for kampagnen ”De ualmindelige” skulle forældre kunne finde kort over sikre skoleveje til alle kommunens skoler. Men kortene er – måske ganske symptomatisk – endnu ikke færdige. Løs problemerne omkring Knudsøskolen, så alle skoler kan komme med på kortet, og så alle børn kan være ”ualmindelige” og cykle sikkert i skole.

Det skal være sikkert for børn at cykle i skole, mener Thomas Cordtz. Arkivfoto