Eksplosiv vækst i Aarhus
Aarhus Kommune er inde i en rivende udvikling. Befolkningen vokser, væksten er massiv og nye bygninger skyder op. For Erhvervschef i Aarhus Kommune, Jan Beyer Schmidt- Sørensen, er det vigtigt, at nabokommunerne i fremtiden bliver en del af Aarhus' vækst
Unge studerende valfarter til byens uddannelsesinstitutioner, en ny bydel skyder op på havnen, og den kollektive trafik forbedres med Marselistunnelen og Letbanen. I de seneste år er Aarhus Kommune vokset med 4000 indbyggere om året, og uddannelserne melder om rekordoptag med knap 50.000 studerende. På trods af finanskrisen, så går det godt i Aarhus.
"Vi bygger meget i Aarhus, og der bliver gjort plads til de mange nye indbyggere," siger Jan Beyer Schmidt-Sørensen, der er erhvervschef i Aarhus Kommune. Han henviser til den eksplosive byggeboom, som i de seneste år har ramt byen.
Naboerne
Byggeprojekter som blandt andet omfatter Åhusene i centrum, Det nye Universitetshospital i Skejby, og almene boliger, som skyder op både syd og nord for Aarhus.
Netop forstæderne og nabokommunerne er, ifølge erhvervschefen, vigtig for, at Aarhus også i fremtiden skal være centrum for vækst. Tal fra Aarhus Kommune viser, at det er de unge først i 20'erne, som flytter til Aarhus for at studere. Imens fraflytterne ofte er en småbørnsfamilie, som flytter til hovedstadsområdet eller en af nabokommunerne.
Jan Beyer Schmidt -Sørensen mener ikke, at man kan forhindre at nogle af de færdiguddannede søger mod jobs i København, men han understreger, at der er vigtigt, at der er et godt samarbejde med de omkringliggende kommuner.
Pendlerne
"Hvis vi tæller, hvor mange der kan nå Aarhus på en time i bil, så er der 1,2 millioner indbyggere i Aarhus. Mange børnefamilier flytter fra Aarhus på grund af de høje huspriser, men det er vigtig, at samarbejde med oplandskommunerne om infrastruktur, så pendlerne kan nå til og fra Aarhus på en time," siger han og forsætter:
"Hvis Aarhus skal være en vinder og bevare sin konkurrenceevne, skal infrastrukturen være så god så mulig. Det er klart, at når Silkeborg motorvejen er færdig," så vokser Aarhus.
Udfordringen
Selvom det går godt i Aarhus, så er der også plads til forbedring. Aarhus er stadigvæk en lille by, når man sammenligner med andre byer i Europa, og byen er ikke et brand i den store verden. Derfor opfordrer Jan Beyer Schmidt - Sørensen private aarhusianere og virksomheder i Aarhus til at fortælle den gode historie om byen.
"Vi skal alle være lokale ambassadører. Vi skal fortælle verden, at vi ligger i top 10 i erhvervsklima i verden, at vi er glade for vores by, og vi gennem viden leverer globale løsninger," siger han.