Fortsæt til indhold

For langsomme hurtig-tog

Aarhus får en bid af togpenge-kagen. Tidshorisonten er for lang, mener Bünyamin Simsek (V)

Samfund
Camilla Olesen

I sidste uge lavede regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten en aftale om Togfonden, der skal give 28,5 milliarder kroner til udviklingen af det danske tognet, og her er Aarhus også på landkortet. Men udsigterne til de nye og langt hurtigere forbindelser er alt for lange, mener rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V).
Det forventes nemlig først, at der er en plan klar i 2025. Det er tanken, at Aarhus bliver en del af timemodellen, hvilket vil sige, at man fra Aarhus kan nå de store byer på en time. Men hvor linjeføringen skal gå er straks noget andet. Der er nemlig både linjeføringer via Solbjerg og over Kattegat til København i spil.
“Vi har fra Aarhus Kommunes side i mange år presset på for at få gennemført en elektrificering af skinnenettet i Østjylland, så det er glædeligt, at det endelig bliver prioriteret. Det kan faktisk kun gå for langsomt med at komme i gang,” siger Bünyamin Simsek og fortsætter:
“Det bekymrer mig dog, at planerne ligger så mange år ude i fremtiden. Vi kan ikke byde borgerne i de berørte områder som for eksempel Solbjerg, at de skal leve i uvished i forhold til linjeføringen. De har krav på, at den bliver afklaret hurtigst muligt.”
Simsek vil presse på over for trafikministeren og Christiansborg, så der kan komme en afklaring på linjeføringen hurtigst muligt.

Flere togplaner

Fra Aarhus Kommunes side er der yderligere planer om, at det nye hurtignet skal kobles på de eksisterende visioner for letbanen, og at der skal laves en terminal i Hasselager, i stilen med den man kender fra Høje-Taastrup, oplyser chefkonsulent i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Niels Schmidt.
“I Hasselager skal man kunne stige om mellem letbanen og hurtigtoget. Man behøver altså ikke at køre indtil Aarhus Centrum for at komme med hurtigtoget til Købehavn eller Odense,” forklarer Niels Schmidt.
Det er også planen, at der skal laves langt hurtigere forbindelser til Skanderborg og Silkeborg fra Aarhus.