Fortsæt til indhold

Det lille fattige ord

Samfund
Af Henrik Müller, Byrådskandidat (S), facebook.com/hdhmuller

De fleste har nok lagt mærke til det. Vi bor i en kommune, hvor der er overskud til at samle op på mange års forsømmelser og samtidig investere i fremtiden.
Det mest synlige er nok alt det asfalt, der er blevet rullet ud i hele kommunen. Men der er også investeret i børnehaver, plejehjem og skoler. Og ikke mindst, så er der endelig taget hul på planerne om et nyt samlet administrationshus. Alt sammen investeringer, som vil sikre store besparelser de næste mange år. Besparelser som igen vil være med til at give et bedre grundlag for en sund og stabil økonomi.
Det gør mig rigtig glad. For det er dyrt at være fattig. Er økonomien først havnet på den forkerte side med røde tal, er der som regel ikke andre muligheder, end at justere i antallet af medarbejdere. Som formand for bestyrelsen i en børnehave har jeg selv tidligere oplevet, hvordan ustabil økonomi virker. Det er næsten umuligt at undgå, at det går ud over børnene.
Valget er godt i gang. Derfor skorter det heller ikke på politikere, der gerne vil pege fingre af hinanden, eller tage æren for at have vendt kommunens økonomi fra røde til sorte tal. Og jeg skal ikke være nogen undtagelse. Jeg vil gerne have lov til at ”pege fingre” af alle de ansatte i kommunen.
Igennem de sidste fire år er det lykkedes at nedbringe driftsudgifterne i kommunen. Der er fundet nye og smartere måde at arbejde på. Men der er helt sikkert også blevet løbet lidt stærkere. Så til alle Jer ansatte, der har knoklet for at få dette til at lykkedes: TAK!

Henrik Müller sender en stor tak til de ansatte i Skanderborg Kommune for at det er lykkedes at nedbringe driftsomkostningerne.