Fortsæt til indhold

Byråd ført bag lyset

To lodsejere nægter at afgive jord til Fjordstien ved Selsø. Nu risikerer de ekspropriation.

Samfund
Af David Foli

Ifølge en lodsejer fra Bredviggårdsvej ved Selsø i Skibby er både Teknik- og Miljøudvalget samt Byrådet i Frederikssund Kommune blevet ført bag lyset af forvaltningen, i sagen om Fjordstiens sidste etape mellem Østby Havn og Selsø Sluse.
I november måned sidste år oplyste forvaltningen til Teknik- og Miljøudvalget samt til byrådet, at der var indgået frivillige aftaler med de berørte lodsejere. Men den oplysning var forkert.
“Det er direkte usandt, hverken jeg eller min nabo (...) ønsker den foreslåede placering af Fjordstien,” skriver den ene lodsejer i en klage til Frederikssund Kommune, som Lokalavisen Hornsherred har fået aktindsigt i.
Lodsejeren skriver i klagen, at det først var da en ansat fra forvaltningen samt en entreprenør pludselig befandt sig på lodsejerens grund, at lodsejeren blev klar over, at kommunen havde planer om at bruge den private vej som del af Fjordstien.

Fejl, ikke vildledning

Chef for Byggeri og Natur ved Frederikssund Kommune, Dorte Søndergaard afviser dog, at forvaltningen har vildledt udvalg og kommunalbestyrelse.
“Det er jo ikke med vilje. Man kan sige, at vi har vildledt, fordi vi ikke havde den rigtige information, men det er jo ikke at vildlede. Vildlede er jo, hvis der er forsæt bag. Og det har der ikke været. Det er en fejl i vores kort, der har gjort, at vi har lavet en fejlanalyse af, hvordan forholdene var. Vi vil gerne have Fjordstien, uden at folk behøver køre ude på landevejen, men det indbefatter ikke, at vi er villige til at lyve og snyde,” siger Dorte Søndergaard til Lokalavisen Hornsherred.
Hun oplyser, at fejlen er opstået fordi Bredviggårdsvej - ifølge kommunens optegnelser - er en privat fællesvej, men dette er ikke gældende for det stykke vej, som er i spil til at skulle bruges til Fjordstien. Her er der i stedet tale om privatvej, og dermed har kommunen ikke mulighed for at gøre brug af den til Fjordstien med mindre, der bliver tale om en ekspropriering.
“Vi vil helst, hvis man kan lave frivillige aftaler. Alternativet er at ekspropriere, men det er jo et værktøj, man helst ikke vil tage i brug, med mindre det er højst nødvendigt. Derfor forsøger man selvfølgelig af den gode vej, at lave aftaler,” siger Dorte Søndergaard.

Undskyldning

Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Morten Skovgaard (V), oplyser overfor Lokalavisen Hornsherred, at han har haft dialog med kommunaldirektør Ole Jacobsen vedrørende forvaltningens håndtering af sagen.
“Jeg har vendt det med kommunaldirektøren for at få præciseret, hvad der er sket. Jeg er ærgerlig over, at vi ikke fra start fik klarlagt, hvilke aftaler der var indgået. Også i forhold til lodsejerne, og de frustrationer det har medført,” siger Morten Skovgaard og fortsætter:
“Kommunaldirektøren har givet mig en undskyldning, og nu abejder vi videre med at se på, om vi kan finde en løsning på sagen.”