Camilla Pedersen i bedring - er nu ude af koma
Camilla Pedersen har taget et stort skridt tilbage mod livet, da hun søndag blev taget ud af det koma, hun har været holdt i i flere uger
Det var en meget glad dansk triatlon landstræner, som Lokalavisen Esbjerg mandag formiddag var i telefonisk kontakt med. Han kunne nemlig fortælle, at europamester Camilla Pedersen er i bedring, og at hun søndag blev taget ud af det koma, hun i flere uger har været holdt i.
“Jeg var i kontakt med familien i morges, og de fortæller mig, at Camilla nu er sat i gang med opvågningsfasen. Det kan variere fra et par dage til et par uger, hvorefter der venter hende et langt og hårdt genoptræningsforløb, men det er naturligvis en meget, meget, meget glædelig nyhed,” siger landstræner Michael Krüger til Lokalavisen Esbjerg.
19 dage i kunstigt koma
Landets ukronede triatlon-dronning har i 19 dage været holdt kunstigt i koma, men hun er den senere tid langsomt blevet trappet ud af sovemedicinen og dermed komaet.
“Vi har længe ventet på denne besked, og jeg har svært ved at beskrive, hvor glad det gør mig. Det er rigtigt dejligt at høre, at Camilla er i bedring,” fortsætter Michael Krüger.
Indsamling fortsætter
Alt imens Camilla Pedersen og hendes pårørende fortsat kæmper en hård kamp på Odense Universitetshospital, så har en gruppe lokale kræfter taget initiativ til en indsamling til Camilla Pedersen, så hun i hvert fald ikke skal lide nød økonomisk, når hun forhåbentlig snart er tilbage.
Janni Møller Thomsen, der er blandt hovedkræfterne bag indsamlingen, fortæller, at Camilla Pedersens bankrådgiver oplyser, at der mandag formiddag er doneret 16.441 kroner til den indsamlingskonto, der er blevet oprettet til Camilla.
“Det er utroligt rørende, at så mange mennesker vil støtte Camilla. Der er rigtigt mange fine initiativer i gang i Esbjerg, hvor der bliver gjort en stor indsats for at hjælpe, og jeg kan slet ikke vente med at fortælle Camilla om det, når hun forhåbentligt inden længe er tilbage hos os med sit dejlige væsen,” siger Janni Møller Thomsen.
Se mere om Camilla Pedersens indsamling på: IndsamlingtilMille.blogspot.com