Politikere vil i dialog med naboer til Dronninggårdbyggeri
Politikerne inviterer til yderligere dialog i forbindelse med Dronninggård-byggeriet
Byggeriet af de 29 nye, almene boliger på Dronninggårds Alle 24-26 har givet anledning til misforståelser, blandt andet på grund af forsinkelser og ændringer i byggeplanerne. Det skriver Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse.
Boligerne opføres nu uden det planlagte aktivitets- og støttecenter. Samtidig inviterer politikerne nu til yderligere dialog med borgerne.
"Vi er klar over, at det er et stort byggeri, som i perioder betyder støj og gener for naboerne. Vi har hørt naboernes ønsker, og vi vil meget gerne øge såvel information som dialog med både kontaktudvalg og borgere i øvrigt på Dronninggårds Allé. Derfor bliver der indkaldt til borgermøde i starten af oktober," siger formanden for kommunens Byplanudvalg, Erik Mollerup (V).
Den forestående pælefundering har affødt mange bekymringer hos naboer for rystelser og revner i husene. Ifølge Rudersdal Kommune er der valgt en skånsom metode til pælefunderingen, men funderingen er nødvendig.
"Vi er hele tiden i løbende dialog med borgerne, og jeg forstår godt deres bekymring, som jeg dog også synes, at vi har imødekommet og taget alvorligt. Alle ejendomme bliver fotoregistreret, så hvis der sker skader, bliver det selvfølgelig erstattet. Samtidig har vi lavet alle de nødvendige undersøgelser og prøver, der er jo ingen, der er interesseret i, at der sker skader," siger formanden for kommunens Social- og Sundhedsudvalg, Birgitte Schjerning Povlsen (K).
Der inviteres til borgermøde den 3. oktober kl. 17-19, hvis kommunalbestyrelsen godkender det reviderede projekt.