Fortsæt til indhold

25 år som fællesråds-formand

Tilst Fællesråd kan netop nu fejre 25-årsjubilæum. Alle år med Knud Erik Byrialsen ved roret

Samfund
Christina S. Johansen

Han flyttede ind i Skjoldhøjparken i Tilst i 1972 og har boet der lige siden.
Allerede før det - i august 1971 - blev han lærer på Tilst Skole, hvor han var helt frem til pensionen sidste år.
Hele Knud Erik Byrialsens voksenliv har han tilbragt i Tilst - de sidste 25 år af dem som formand for Tilst Fællesråd.
Dermed kan han sammen med fællesrådet fejre 25-årsjubilæum netop nu. Knud Erik Byrialsen er nemlig fællesrådets første og hidtil eneste formand.
“Arbejdet som formand tager da megen tid, men jeg vil gerne gøre en forskel og hjælpe, hvor jeg kan,” fortæller Knud Erik Byrialsen, som bestemt ikke har tænkt sig at forlade posten lige foreløbigt, hvis det står til ham:
“Jeg bliver ved, så længe de vil have mig,” smiler han.

Syltet af politikerne

Siden Knud Erik Byrialsen i 1988 blev den første formand i Tilst Fællesråd er der sket meget med Tilst by. Der er flere ting, som særligt springer frem i erindringen:
“Vi har jo længe gerne villet have Viborgvej udvidet. Men her har vi følt os syltet af politikerne. Det er fint nok, at de giver lov til at åbne en masse butikker, men infrastrukturen er ikke fulgt med,” siger Knud Erik Byrialsen om én af de helt store punkter på fællesrådets dagsorden i løbet af årene.

Natteravn, klub og etnicitet

I den mere positive ende af spektret dukker der dog også nogle ting op i Knud Erik Byrialsens hukommelse.
“Jeg er jo glad for, at vi fik sat skub i Natteravnene, og at vi fik dannet Tilst Fritidsklub, da vi stod og manglede en social klub,” siger Knud Erik Byrialsen, som fortsætter med at lade tankerne vandre:
“Over de sidste 25 år er vi jo også blevet et multietnisk samfund i Tilst. Det gode ved Tilst er, at der ikke findes én gruppe som er dominerende,” siger fællesråds-formanden.

Vil blive gammel i Tilst

Der er ingen tvivl om, at fællesrådsformanden elsker sin by, og der er da heller ikke noget andet sted, han kunne forestille sig at flytte hen.
“Jeg vil gerne blive gammel i Tilst. Jeg kender alt og alle, og så er det et meget flot område med både True Skov og Tilst Bypark. Man behøver altså ikke at skulle gå langt for at få noget grønt,” siger Knud Erik Byrialsen, som bruger pensionisttilværelsen på at synge i to forskellige kor - ét i rock-genren og ét i kirkekors-genren - og desuden gå til en masse foredrag.