Lokal film får premiere i Lido-biografen
Filmen "Blodbrødre" er indspillet i Vejle og præsenteres ved gallapremiere onsdag aften
Han er stolt af sin film, Stefan Kjær Olsen. Den 37-årige vejlenser fortæller med begejstring og lidt flere ord, end han selv havde regnet med, om filmen “Blodbrødre”, uden på noget tidspunkt at skele til sit gamle, slidte, analoge armbåndsur. Han glemmer næsten tiden.
Stefan Kjær Olsen holder af sin film og hele projektet.
“Det er næsten en kliché at sige, at jeg holder af at fortælle historier. Men det gør jeg. Gør alle ikke dét?” siger han.
“Men det er ikke historie-fortællingen. Jeg holder også af at samarbejde med skuespillerne. Og at samarbejde med teknikkerne. Og at arbejde med locations, kostumer og musik. Film er et samarbejde. Og dét holder jeg meget af. “Blodbrødre” er jo ikke min film. Den er vores film,” siger han.
Sponsorer og velvilje
Filmen er på knap 30 minutter. De sidste optagelser kom i kassen i foråret. Siden er der blevet klippet og efterproduceret.
Og nu, onsdag aften klokken 20:45 er der gallapremiere i Lido-biografen.
“Alle sponsorerne er inviteret, så de kan se resultatet af deres støtte. Jeg er ikke nervøs for at vise dem filmen, for den er god. Jeg er mere nervøs for at skulle holde tale. Den slags er jeg ikke god til,” siger Stefan Kjær Olsen som håber, at sponsorerne vil være med til nye projekter.
Ved gallapremieren deltager en af filmens mest kendte ansigter, skuespiller Bjarne Henriksen, der har en væsentlig birolle i filmen. Hovedrollerne som de to brødre spilles af Mads Koudal og David Garmark.
“Det er virkelig dygtige skuespillere. Altså virkelig dygtige,” siger instruktøren.
Dårligt selskab
Filmen handler om to brødre, der vokser op i et hjem med alkohol og en småvoldelig far.
Lillebroderen vokser op og får rimelig styr på tilværelsen. Men storebroderen springer fra det ene problem til det andet, mens han roder sig ud i større og større udfordringer og lægger sig ud med folk, man absolut ikke skal lægge sig ud med.
En dag ringer storebror på hos lillebror og beder om hjælp. Lillebrors dilemma er, om han skal afvise sin problem-skabende bror, eller engagere sig og måske sætte sin egen tilværelse på spil.
Redaktionen har fået mulighed for at se dele af filmen og glæder sig meget til at se resten. Og dermed er vi tilbage ved begyndelsen:
“Filmen er blevet god. Jeg er stolt af den. Jeg er ikke sådan en instruktør, der i mine tidlige år blev udråbt som det store, åbenlyse talent. Men jeg har dog lavet gode projekter før. Men dét her, vil folk lægge mærke til, håber jeg. Og jeg håber, at vi kan få lov at lave “Blodbrødre” som en spillefilm i fuld længde. Faktisk er jeg helt sikker på, at det kan lade sig gøre,” siger Stefan Kjær Olsen.
Men én ting af gangen:
“Nu skal vi først præsentere filmen ved gallapremieren. Det glæder jeg mig til,” siger han.