Fortsæt til indhold

For fuld skrue i Malling

Efterskolen for Scenekunst i Malling har været på landsturne med det første teaterstykke

Samfund
Camilla Olesen

“I skal spille for en halv fuld sal, og det kan være en tung opgave, men den må ikke være tung. I skal føle jer letbenet, og det er vigtigt, at I strammer ballerne.”
Sådan lød peptalken fra teaterlærer Mads Kamp, inden den næstsidste forestilling på Efterskolen for Scenekunst i Malling gik i gang.
I to uger har samtlige 64 elever øvet sig på at opføre stykket, ’The Socking Red Curtain Variete’ Caberet Road Show’.

Ikke plads til sygdom

De har givet den gas og har stået sammen, også når sygdommen pressede på, for der har nemlig ikke været plads til at være syg, fortæller musiklærer Dan Søndergaard.
“Eleverne har fået lov til at prøve deres grænser af og optrådt med høj feber og halsbetændelse. De har været nødt til at levere, for der har ikke været mulighed for at blive afløst,” fortæller han.
Én af de elever, der med et tørklæde om halsen forsøger at holde den forkølede stemme varm, er 10. klasseselev, Tanya Holst, der er en del af musikgruppen.
“Egentlig ville jeg helst over at ligge nu, men the show must go on,” siger Tanya.
Kun to elever har haft grund til ikke at gå på scenen - den ene på grund af madforgiftning og den anden på grund af en skulder, der var blevet revet af led.

Bagerst Nanna Jeppesen, til venstre: Tanya Holst og Karen Boye har ikke oplevet at være rigtig nervøs i forbindelse med stykket.

Stort sammenhold

De mange intense timer sammen de seneste par uger har givet eleverne et stort sammenhold.
“Vi har ligget på kolde gymnastiksal-gulve og sovet tæt op ad hinanden for at holde varmen. Vi er kommet meget tættere på hinanden, og det har været med til at gøre stykket bedre,” fortæller 9. klasseselev Karen Boye, der er én af skuespillerne i stykket.

Danserne til showet har øvet i to uger ligesom de øvrige elever.

Publikum påvirker

Gennem de mere end 10 forestillinger har eleverne mødt forskelligt publikum, og det har givet udfordringer, da ikke alle har været lige positive overfor stykket.
“Det påvirker os selvfølgelig, hvordan publikum reagerer, men vi skal alle levere hver gang, og det har motiveret os,” siger Nanna Jeppesen, der er 10. klasseselev og en af danserne.

Kickstart på showet

Denne eftermiddag er det en flok efterskoleelever fra Klejtrup Efterskole, der er på besøg i Malling, og eleverne vil gerne give dem et godt indtryk af skolen, som kun har eksisteret siden august.
“Vi vil gerne vise de andre efterskoleelever, at vi kan gøre det godt,” siger Nanna.
Og så står den ellers på klargøring, inden hun sammen med de øvrige 63 elever skal give den gas på scenen.
I omklædningen flyder det med makeup, og der er trængsel foran teaterspejlet. Tøserne hjælper hinanden, så makeuppen sidder helt perfekt, og duften af hårlak vidner om, at det satte og touperede hår nok skal blive siddende under forestillingen.
Lige inden dagens publikum bliver lukket ind, bliver der pumpet adrenalin ind i kroppen på Malling-eleverne, da de fyrer den af til et opvarmningsnummer, hvor der bliver hoppet og sunget for fuld hammer. Så er vi ligesom i gang og klar til dagens forestilling.

Stor rutine

Forstander på efterskolen Heine Boe er imponeret over elevernes præstationer, og det engangement de har vist under hele processen.
“De er nået dertil nu, at de har fået så meget rutine, at de hæver sig med 10 procent i deres præstationer. På deres turne har de set, hvad den her verden drejer sig om, og at man skal levere varen hver eneste gang,” siger han.