KLUMME Stop op og fokusér
Hvis du nogen sinde har læst eller set Alice i Eventyrland, husker du sikkert at Alice på et tidspunkt sidder og keder sig nede ved en sø.
Pludselig dukker der en hvid kanin op, som overhovedet ikke ænser Alice, for den har frygtelig travlt og kigger konstant på sit lommeur, mens den fraværende mumler for sig selv: ”Skal skynde sig, kommer for sent”!
Tiden løber og den hvide kanin halser efter den som om tiden er den eneste målestok på, om vi når det, vi skal nå.
Nøjagtigt som det er i mange organisationer, hvor vi er besatte af det målbare—uden at have blik for at meget af det, der betyder mest—ikke lader sig måle med moderne tekniske instrumenter.
Derfor kan det ind imellem være godt at vi stopper op et øjeblik, løfter blikket fra regnearket, og stiller os selv spørgsmål som:
Måler vi overhovedet på det rigtige?
Hvor ligger den værdi organisationen skaber, virkelig?
Er hastighed i sig selv et mål?
Hvor mange fejl begår vi udelukkende fordi vi har for travlt?
Bevæger vi os i den rigtige retning?
Hvilken tidsopfattelse er organisationen præget af?
Bør vi have en anden tidsopfattelse end den vi har nu?
Hvad har vi lært det sidste år?
Lav fra tid til anden en evaluering, som den beskrevne, og I vil opleve at dette fokus er mere værd end hastighed i sig selv.
”Du skal løbe så hurtigt, du over hovedet kan, for at blive hvor du er. Hvis du vil nogen steder hen, skal du løbe mindst dobbelt så hurtigt.”
Lewis Carroll (Alice i Eventyrland)