Venstre vil have en ny festuge
Venstre kalder festugen forfejlet og foreslår ny bestyrelsesform. SF melder sig i koret af kritikere
Gert Bjerregaard (V) foreslår nu, at Aarhus Festuges bestyrelse skal sammensættes på en ny måde.
Venstres politiske ordfører vil ovenpå en massiv kritik af festugens billetsalg i år have en byrådsfri bestyrelse.
"Vi stiller forslag om, at man ikke længere har byrådspolitikere siddende i festugens bestyrelse," siger Gert Bjerregaard.
I dag består festugens bestyrelse af ni medlemmer, hvoraf de fire samtidig er medlemmer af byrådet, blandt andre borgmesteren og kulturrådmanden.
Venstre vil have en klar opdeling mellem kommunen som tilskudsgiver og bestyrelsen, som den ansvarlige for at føre festugen ud i livet.
"Vi mener, det vil være til gavn for festugen, at der i bestyrelsen ikke sidder folk, som både bevilliger penge og samtidig sidder i bestyrelsen. Det er for tæt på," mener Gert Bjerregaard.
Han opfordrer til, at man i stedet laver en konstruktion, som er magen til aftalerne kommunen har med Aros og Den Gamle By, hvor man har bestyrelser sammensat af kultur- og erhvervsfolk og medlemmer af politiske partier, men ikke politikere, der sidder i byrådet.
"Det er vigtigt at få lavet det snit, og at tingene bliver adskilt."
Kritik fra begge fløje
SF's politiske ordfører Thomas Medom finder forslaget interessant, men vil ikke med det samme sige ja eller nej.
"Det er helt sikkert et argument, der fortjener en seriøs drøftelse. Det er på den ene side et sundt at have et armslængdeprincip, men vi skal også passe på, at festugens bestyrelse ikke kommer til at bestå af en masse eksperter, der bruger al deres tid på kultur, for så tror jeg, festugen vil fjerne sig endnu mere fra folket," siger Thomas Medom.
SF melder sig dermed i koret af kritikere, der mener, at festugen er blevet for smal efter de foreløbige billetsalgstal tyder på, at Aarhus Festuge har solgt halvdelen af billetterne.
"Festugen gør rigtig meget godt. Med bypark og skæve temaer har man formået både at ramme bredt og skabe debat, men når publikum reagerer ved kun at indløse halvdelen af billetterne, så er det et signal, som vi er nødt til at tage alvorligt og sadle om i måden programmet er sammensat på," siger Thomas Medom.
Ingen festuge-kontrakt
Borgmesterens Afdeling, som bevilliger tilskuddet på 7,6 mio.kr. til Aarhus Festuge, har i flere år været undervejs med at indgå en kontrakt med festugen.
Gert Bjerregaard kalder det en skandale, at kontrakten aldrig er blevet til virkelighed.
"Jeg er rystet over, at borgmesteren ikke har lavet en kontrakt med festugen. Han sidder selv som bestyrelsesformand, og han burde have klare mål for, hvilke forventninger og krav kommunen stiller til festugen som gengæld for den pose penge, de får. Men derfor mener vi også, der fremover skal være en klar adskillelse mellem byråd og bestyrelse," siger Gert Bjerregaard og tilføjer:
"Man kan diskutere, hvor detaljeret kontrakten skal være, men det er nærliggende at sætte et mål for, hvor mange billetter man gerne vil sælge. Og det, mener jeg, skal op omkring 80 procent."
SF er knap så skarp i deres kritik.
"Der kan være mange gode grunde til at kontrakten aldrig er blevet lavet. Det vigtigste er, at Borgmesterens Afdeling nu har en anledning til at få den gjort færdig. Sådan en kontrakt skal sikre en bedre balance mellem det folkelige og det finkulturelle element i festugen. Vi vil gerne have en festuge, der bringer nye, internationale ting til Aarhus, men vi mener, det lokale bliver brugt i for ringe grad, som programmet ser ud i år," siger Thomas Medom og tilføjer:
"Festugen bør have en ambition om at gøre kulturen mere tilgængelig for den store del af befolkningen, der aldrig eller sjældent anvender kulturtilbuddene."
Forfejlet festuge
Også Venstres politiske ordfører, Gert Bjerregaard, mener, Aarhus Festuge bør have højere ambitioner om at inddrage flere i festugen.
"Jeg kan jo konstatere, når jeg går rundt i festugen, at der er stuvende fuldt i teltene på Pustervig Torv og på Kloster Torv. Hvorfor ikke brede det mere ud over byen? Så den almindelige aarhusianer også føler, at han eller hun har været til festuge. Jeg synes, det er en forfejlet måde at afholde festuge på, som man gør det nu," siger Venstre-politikeren.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra borgmester Jacob Bundsgaard (S). Næstformand for bestyrelsen Heine Bach, der er områdedirektør for Nordea, bekræfter, at der ikke er nogen kontrakt mellem Borgmesterens Afdeling og bestyrelsen.
"Men vi er i bestyrelsen ikke i tvivl om, hvad vi skal. Vi skal lave en byfest med international karakter. Alt det med kontrakter vil jeg lade politikerne om at finde ud af. Og deres forslag op til valg og budgetforhandlinger, vil jeg ikke kommentere på," siger Heine Bach.