Fortsæt til indhold

Politiker omtalte partikammerater som middelmådige bønder

Ekskluderet politiker har tidligere været tæt på eksklusion, da hun omtalte partikammerater som middelmådige bønder

Samfund
Jeppe Rafn

Mødet i fredags, hvor Anja Daugaard blev ekskluderet fra Venstre, var ikke første gang, hun var indkaldt til en samtale med ledelsen. Det skete også i april måned efter partiets opstillingsmøde. Anja Daugaard var så utilfreds med Vejle-kandidaternes placering på listen, at hun i en mail til to partikammerater skrev: "Jeg frygter seriøst at Vejle Kommune i Venstre fremover ledes af – undskyld jeg siger det – middelmådige bønder fra Give og omegn."
Denne mail blev sendt videre til flere Venstre-folk, og Anja Daugaard blev kaldt til møde og bedt om at undskylde. Det endte med et forlig mellem ledelsen og Daugaard om, at hun skulle sende en beklagelse til de personer, der havde modtaget mailen.
Men før forliget blev nået, troede Anja Daugaard, at hun ville blive smidt ud af partiet, og derfor tog hun kontakt til Liberal Alliance for at forhøre sig om muligheden for at stille op for dem. Det er denne kontakt til LA, der nu et halvt år senere er nået til Venstres kendskab, og som har fået partiet til at smide hende på porten.
Bliv ven med Lokalavisen.dk på Facebook, og få vores tophistorier på din væg -
KLIK HER