Stik mig din mobil - jeg har en kniv i lommen
En invandrergruppe truede og sparkede to uskyldige unge mennesker lørdag aften ved diskotek DaClub i Stenløse
Trusler, vold og overfald har de seneste måneder klæbet sig til nattelivet i Stenløse, og lørdag aften klokken 22.30 var den gal igen.
Her blev en gruppe unge mennesker af anden etnisk herkomst afvist ved døren til diskotek DaClubs teenparty, og det fik bægeret til at flyde over.
Ifølge Nordsjællands Politi i Frederikssund, så blev en gruppe på 20-30 personer hængende i centeret og ved DaClub, hvor de visiterede forbipasserende. Én dreng nægtede at lade sig visitere, og så blev han sparket.
Unge tiltrækkes
Også en 13-årig dreng blev i tidsrummet fra klokken 23.30 til 00.30 passet op af to invandredrenge, som truede med en kniv i lommen, hvis han ikke udleverede sin mobiltelefon.
Politiet ankom til stedet kort efter, men på det tidspunkt var gruppen over alle bjerge.
Henrik Laugesen, funktionsleder hos Nordsjællands Politi, lægger ikke skjul på, at festerne på DaClub har skabt et problem i området.
"Indenfor på diskoteket er der godt styr på tingene, men ikke desto mindre tiltrækkes unge mennesker med anden etnisk herkomst fra den københavnske vestegn. Det har givet nogle problemer," siger Henrik Laugesen.
Festen forløb godt
For lidt over en måned siden blev to drenge og en 14-årig pige udsat for dødstrusler og et knytnæveslag i ansigtet, og indenfor på diskotek DaClub valgte en 14-årig pige at anmelde et overfald, hvor hun på dansegulvet følte sig forulempet af en større gruppe unge.
Det skete altsammen i forbindelse med diskotekets "teenparty" for unge mellem 13 og 16 år, men ifølge DaClub-ejer John Jensen, så blev lørdagens tilsvarende ungefest afviklet på bedste vis.
"Festen forløb godt, og der var også en rigtig god stemning. Jeg kan efterfølgende konstatere, at der har været problemer udenfor, og det tager vi selvfølgelig stor afstand fra. Vold og trusler skal slet ikke finde sted," siger John Jensen til Lokalavisen Egedal.