Borgmester tager radikal udmelding med ro
Trine Nebel Schous udmelding om at hun trækker sin støtte til borgmester Søren P. Rasmussen ryster ikke borgmesteren. Han siger, at det er vælgerne, som afgør valget
Det radikale kommunalbestyrelsesmedlem Trine Nebel Schou meddelte i tirsdags, at hun ikke længere vil støtte borgmester Søren P. Rasmussen (V), som borgmester efter kommunalvalget i november.
Borgmester Søren P. Rasmussen siger om udmeldingen, der blev fulgt af en hård kritik af såvel borgmesterens embedsførelse samt hans personlighed:
"Jeg synes først og fremmest. at det er trist, at Trine Nebel Schou åbenbart er mere fokuseret på det personlige end på resultaterne,
når det kommer til resultaterne er vi enige et meget langt stykke hen af vejen. Vi har begge to villet gøre op med AC-alliancens lukkethed. Og når du ser på den måde, vi stemmer på i kommunalbestyrelsen, er Venstre og De Radikale ofte enige," siger Søren P. Rasmussen og fortsætter:
"Jeg kan konstatere, at Trine det seneste år har været meget fraværende i det politiske arbejde. Jeg undrer mig over, hvorfor hun ikke tager snakken med mig. Jeg går ikke rundt og lyver, men hvis der noget hun er utilfreds med, må hun sige det til mig," siger Søren P. Rasmussen.
Bærer ikke nag
Borgmesteren bemærker, at den radikale gruppeformand Henrik Brade Johansen ikke har meldt ud, hvem han vil pege på efter valget.
"Jeg har et fantastisk samarbejde med Henrik Brade Johansen, det er ham som gruppeformand, jeg har mest med at gøre. Det er meget lidt jeg har haft med Trine at gøre. Hun har været meget fraværende. Og så er det bare jeg vil sige, at hvis der er informationer, jeg har givet, der ikke er korrekte, så beklager jeg det. Jeg er ikke fejlfri, jeg har lavet mine fejl. Man skal altid huske på, at når man peger fingre af andre, er der også nogle, der vil pege af en selv," siger Søren P. Rasmussen, der op til valget i 2009 kørte en tæt kampagne med Trine Nebel Schou. Han hævder, at han trods angrebet fra den tidligere politiske allierede ikke bærer nag.
"Jeg kan godt lide Trine - og det kan jeg stadigvæk. Der er ikke noget, der er ændret. Hun har rigtig mange kvaliteter, som jeg har holdt af tidligere og stadig gør det," siger borgmesteren.
Han frygter ikke, at Trine Nebels afvisning af ham vil komme til at få betydning for hans mulighed for at fortsætte på borgmesterposten.
"Jeg forholder mig til det den radikale gruppeformand siger, nemlig, at de først peger på en borgmester efter valget. Tit og ofte gør folk kommunalpolitik til noget, der handler om personer, men for mig handler det også om resultater. De resultater vi har leveret - og det gælder hele kommunalbestyrelsen - er ganske imponerende. Og jeg vil minde om, at det er vælgerne, der afgør hvem der skal være borgmester," siger Søren P. Rasmussen.