Fortsæt til indhold

En tale i det magtesløse rum

Andagt på Bytorvet med præst, sang og lys

Samfund
Af Erland Rasmussen

En stille stund til eftertanke. Sådan er Lyserød lørdag også, og det kommer i Ry til at foregå med en andagt på Bytorvet.
"Det bliver rigtig smukt på Bytorvet, hvor vi samles for at lytte, synge, mindes og tænde lys," forklarer Susanne Byskov Holm, der er initiativtager og koordinator på Lyserød lørdag i Ry.

Børnene laver lys

Skolebørn og børn fra SFO har til formålet lavet lys i små syltetøjsglas, som man kan købe for 10 kroner. Det er meningen, at lysene skal sættes omkring vandbassinet på Bytorvet.
Sognepræst ved Ry kirke, Dorthe Gudmund Larsen, vil holde en andagt, iført præstekjole.
"En andagt er en stille stund til eftertanke, men jeg lægger også det i det, at folk skal vide, at der er en præst med et kirkeligt ord. Men ellers bliver det meget enkelt. Vi synger et par sange, jeg holder en lille tale, og så måske et Fadervor eller en bøn, som vi sammen formulerer," fortæller Dorthe Gudmund Larsen.

Trøst og ro, når alt er kaos

Sognepræsten fra Ry forklarer, at der de senere år har været øget fokus på, at mange faggrupper skal arbejde sammen, når eksempelvis kræften rammer.
"Præster forsøger at tale trøst og ro ind i det kaos, der er, når man står magtesløs. Vi kan ikke love, at vi kan, men det er vigtigt, at nogen tør tale ind i det magtesløse rum," siger Dorthe Gudmund Larsen.