Borgmestre glade for Kystbane-udmelding
Kontraktforhandling åbner for markante ændringer, konstaterer borgmestrene i Hørsholm og Fredensborg efter møde med transportministeren. De store forandringer kan ligge år ude i fremtiden
Forholdene på Kystbanen skal forbedres nu hellere end senere.
Det var budskabet, da borgmestrene fra Hørsholm, Fredensborg, Rudersdal og Helsingør tirsdag holdt møde med transportminister Pia Olsen Dyhr.
Selv om konklusionen på nogle punkter blev, at borgmestrene må væbne sig med tålmodighed, var Morten Slotved (K) fra Hørsholm alligevel positiv oven på mødet.
"Det, der er markant anderledes, er, at den nuværende kontrakt på Kystbanen udløber, og ministeren erkendte, at det var en dårligt forhandlet kontrakt. Vi skal derfor sørge for at få nogle nye muligheder ind i den nye kontrakt," konstaterede Hørsholms borgmester.
Det skal officielt ske i 2014, og på mødet blev det også aftalt, at der forinden skal holdes et dialogmøde med interessenter og borgere på Fredensborg Rådhus.
Læs også: Pendlere trætte af kaos på Kystbanen
Har savnet dialog
Det skal borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) være tovholder for, og han ser også fremad efter snakken med transportministeren.
"Der er lagt op til en god og direkte dialog med ministeriet om kystbanens fremtid - noget, vi har savnet i lang tid," sagde Fredensborgs borgmester efterfølgende.
De to og kollegerne fra Rudersdal og Helsingør har nemlig en del erfaring i at tale Kystbane med skiftende transportministre, men uden de store forbedringer som følge.
Denne gang hæftede de sig derimod ved, at indholdet var mere konkret end før, og at ministeren viste en reel interesse i at få lavet en bedre kontrakt.
"For mig er det vigtigt, at der i fremtiden kommer meget skarpe kvalitetsmål for Kystbanen. Når tog aflyses, skal de eksempelvis ikke kunne pakkes ind i forsinkelser. Der skal være en tydeligere opgørelse af tallene, og DSB skal leve op til kvalitetskravene," lød ønskerne fra Thomas Lykke Pedersen.
Læs også: Ny minister lover bedring på Kystbanen
Spiseligt på kort sigt
En ny kontrakt kan imidlertid først træde i kraft om et til to år og skal desuden passes sammen med køreplanerne, der er fastlagt til 2015.
Det betyder, at markante ændringer først vil kunne mærkes fuldt ud i 2016, og så lang tid kan de hårdt prøvede pendlere næppe vente.
"På kort sigt skal det også gøres spiseligt, for vi kan ikke bare lægge os ned i to år, og så må vi sørge for at skrue på de større knapper på længere sigt," sagde Morten Slotved.
Han vil nu sammen med de øvrige borgmestre afvente fakta fra transportministeren på Kystbanens status samt udfaldet af det senere dialogmøde, der skalvære med til at danne basis for de ændringer, som skal forbedre forholdene.