Fortsæt til indhold

Mail om politisk overløber var en joke

Det var en joke, et politisk drilleri, fra Liberal Alliance, der udløste Venstres eksklusion af Anja Daugaard

Samfund
Jeppe Rafn

Det var ment som en joke, da en af Liberal Alliances kandidater til kommunalvalget skrev til Venstre, at man forventede, at en af Venstres kandidater ville springe til Liberal Alliance. Kandidaten fra LA skrev i en mail 'hvis vi, som forventet får 3 kandidater ind og 1 "overløber" fra jer' til Venstres partiformand Leif Jacobsen.
Det fortæller Liberal Alliances spidskandidat til byrådsvalget i Vejle Kommune, Peter G. Harboe.
"Det var bare drilleri, der blev taget mere alvorligt, end det var tiltænkt. Det er meget uheldigt, han tolker det på den måde, ligesom det er meget uventet for os, at det udløser det her, for vi var slet ikke klar over, der var uro i Venstres gruppe," siger Peter G. Harboe.
Spidskandidaten fra Liberal Alliance mener ikke, at man kan bebrejde ordlyden i mailen, der udløste Anja Daugaards eksklusion fra Venstre.
"Der må være plads til drillerier. Jeg bliver også tit drillet med Joachim B. Olsen, og du må tænke på, at der det seneste halve år er 20 byrådsmedlemmer, der er sprunget fra et andet parti til Liberal Alliance. Jeg har selv tit sagt i sjov, at der er nok nogle, der springer," siger Peter G. Harboe.
Han tilføjer, at Anja Daugaard ikke er det eneste byrådsmedlem i Vejle, der har haft kontakt til Liberal Alliance, men vil ikke komme nærmere ind på, hvem og hvordan det er foregået.

En der er meget tæt på LA

Men den omtalte joke i mailen til Leif Jacobsen blev altså taget meget alvorligt af Venstres partiformand. Han konkluderede på baggrund af mailen, at der er en af Venstres kandidater, der har meget tæt kontakt til LA og har antydet at skifte, hvis valget ikke går som ønsket.
Leif Jacobsen videresendte mailen fra Liberal Alliance til Venstres kanidater og tilføjede følgende:
"Kære kandidater. Sommetider er det sjov at være formand, andre tider er det ikke så sjovt. Her er et uddrag af en mail fra Liberal Alliance, der siger noget som gør at formandsjobbet ikke er så sjovt! Der er én, der har meget tæt kontakt med LA og som har antydet, at et skifte til dem er muligt, hvis konstitueringen efter valget ikke falder ud til vedkommendes ønsker. Der er altså én som ikke er loyal i forhold til Venstre og de øvrige kandidater på listen.
Hvad gør vi ved dette?"

Ikke nogen tæt på

Da Anja Daugaard så denne mail fra Leif Jacobsen, blev hun i tvivl, om det var hende, der blev omtalt som "overløber." Hun ringede derfor til borgmesteren og fortalte, at hun for et halvt år siden havde haft kontakt til Liberal Alliance, men at der ikke var mere i det.
Men den forklaring købte Ventres partiledelse ikke, og hun blev bedt om at forlade partiet, ellers ville hun blive ekskluderet.
Liberal Alliances spidskandidat afviser Leif Jacobsens udsagn om, at der er en fra Venstre, der har meget tæt kontakt med LA.
"Det er der ikke. Der er ikke tæt kontakt mellem nogle fra Venstre og LA. Det må stå for hans egen regning," siger Peter G. Harboe.
Han fortæller, at Liberal Alliaces formand Leif Mikkelsen i sin tid orienterede ham om kontakten med Anja Daugaard, men at han ikke selv har snakket med det nu ekskluderede Venstre-medlem.