Fortsæt til indhold

Ny svømmeklub for talenter og elitesvømmere

Ny svømmeklub i Grenaa

Samfund
Anette Bonde

Fra sommeren 2013 er der startet en ny svømmeklub i Grenaa. Klubben hedder Swim Team Djursland, og det er for talent- og konkurrencesvømmere, der gerne vil udvikle sig, deltage i konkurrencer og vinde medaljer.
Mange af svømmerne kommer op på omkring tyve timeres træning om ugen. De træner for eksempel otte gange om ugen i vandet og op til tre gange fitness og styrketræning om ugen i Fit&Sund i Grenaa. Andre svømmere træner dog 'kun' tre gange om ugen i vandet.

Med i toppen i Danmark

Klubben har flere svømmere som opfylder kravtiderne til Jysk/Fynske-mesterskaber samt DM, og derudover har man også en Team Danmark svømmer. Cheftræner Mads Maj fortæller, at klubben vil være med helt i toppen i Danmark.
”Jeg synes vi har faciliteterne og mulighederne i Grenaa, og det skal bare udnyttes. Svømmerne bruger utrolig meget tid på deres sport, og har allerede forbedret sig meget. Hvis de fortsætter med at bruge så mange kræfter på sporten, så skal de nok nå langt.”
Nogle af svømmerne fra Swim Team Djursland deltog 15. september i årets første stævne, der var et DGI stævne i Randers. Her blev det til rigtig mange flotte personlige rekorder, samt mange placeringer i toppen, og klubben var blandt de to bedste klubber til stævnet.