En familie går i opløsning

Torsdag 5. september dukkede en email op i vores indbakke. En af dem, der griber en om hjertet. En ulykkelig og hårdt presset familie uden masser af ressourcer bad om hjælp.
Familien består af iranske Fatima, danske Ali og deres tre børn på fem, fire og to år.
Familiens ulykke er, at Fatima kan ikke få hverken asyl eller blive familiesammenført. Som det ser ud lige nu, er hun nødt til at forlade landet og rejse tilbage til Iran. Her risikerer hun at blive forfulgt, både fordi hun har været aktiv i en illegal modstandsbevægelse, og fordi hun har fået et barn uden for ægteskab. Begge dele kan i yderste konsekvens koste hende livet.
Fatima har fortalt sin historie til Lokalavisen. Om sine søskende, der var politisk aktive i et illegalt parti. Om sit eget engangement i partiet, Om hendes søster og bror, der blev dræbt af regimet. Om de andre brødre, der gik under jorden og forsvandt. Om flugten til Danmark.

Skuffelsen

Hun har fortalt om skuffelsen ved afslagene på asyl, om frustrationen ved ikke at blive troet, om at prøve igen og om langsomt at miste modet. Hun har fortalt om håbløsheden, desperationen og afmagten ved udsigten til at skulle forlade sine børn og sin mand.
Og hun har fortalt om angsten for at vende tilbage til et land, hvor man undertrykker det arabiske mindretal, hun tilhører. Hvor det er forbudt at tale hendes modersmål. Hvor man risikerer fængsling, tortur og dødsstraf, for at være politisk aktiv mod styret i Teheran.
Det er historien om en familie, der splintres, fordi menneskelige hensyn viger for love og paragraffer.
Vi valgte af fortælle historien, som Fatima oplever den.
Få timer efter vi offentliggjorde historien på vores netavis, modtog vi en email fra Udlændingestyrelsen. Her læste man artiklen som en alvorlig kritik af styrelsens arbejde og klandrede os for ikke at have ladet asylmyndighederne komme til orde.
Vi skyndte os at få den samtykkeerklæring, Udlændingestyrelsen bad om for at den kunne bryde sin tavshedspligt og fortælle sin version af sagen. Og vi bad om lov til at stille uddybende spørgsmål til sagen. Udlændigestyrelsen lovede at vende tilbage.
Men så blev der helt stille. I en uge hørte vi ikke fra styrelsen.
I mellemtiden fulgte vi op med yderligere artikler om Fatimas situation. Vi kan læse ud af asylafslagene, at asylmyndighederne ikke mener, Fatimas historie er troværdig.
I den forbindelse skrev vi, at meget afhænger af ørerne, der hører. Det mener Udlændingestyrelsen ikke er korrekt.

Hvilke fejl?

For efter at have været tavs i en uge, og efter at være blevet rykket for en tilbagemelding, kom der omsider en email med et svar fra Udlændingestyrelsen. Nu kan man alligevel ikke udtale sig om Fatimas sag, selvom man har modtaget den ønskede samtykkeerklæring.
I stedet påstår Udlændingestyrelsen, at der er væsentlige faktuelle uklarheder og fejl i Lokalavisens artikler, og at de giver et fuldstændigt fordrejet billede af, hvordan asylmyndighederne arbejder.
Der peges dog ikke på, hvilke væsentlige faktuelle uklarheder og fejl, der er tale om.
I stedet slås ned på uklarheder om politiets rolle og kritik af tolkene. Vi har gengivet, hvad Fatima har fortalt om hendes oplevelser med Politiet. At hun ikke følte sig tryg og var meget bange og stresset.
Vi har fortalt, hvordan hun først fik en egyptisk tolk, hun havde svært ved at forstå, og siden fik en iransk tolk med den begrundelse, at når hun var fra Iran, skulle hun have en iransk tolk. Dette til trods for, at forskellen på arabisk og farsi er som på dansk og svensk.
Om Fatima taler sandt om sin politiske fortid eller ej, kan vi ikke vide. Men vi kan se, at her er en familie med en mor, en far og tre små børn, som lige om lidt går i stykker. Imens har Udlændingestyrelsen travlt med at fortælle, hvor grundig man behandler asyl-sager i Danmark.
Det tvivler vi ikke på. Men vi er kritiske overfor det paragrafrytteri, der presser Fatima rundt i manegen.
For uanset om hun har ret til at få asyl som politisk flygtning eller ej, så har hun ret til at blive familiesammenført.
Det kan hun imidlertid ikke blive, fordi hun ikke er i besiddelse af et gyldigt pas. Og selvom loven åbner mulighed for at dispensere fra paskravet, bliver asylmyndighederne ved med at holde fast i, at hun skal have et pas for at blive familiesammenført.
Et krav, der vedholdende fremsættes, selvom Fatima ligeså vedholdende har forklaret, at hun hverken tør rejse tilbage til Iran eller henvende sig på ambassaden af frygt for konsekvenserne for hende selv og familien.