Masser af julegaveidéer på outlet-messe
I november holdes der stor-outlet messe i Auning Idræts- og Kulturcenter
Tæt på december og julegaveindkøb vil Auning Idræts- og Kulturcenter være fyldt med varer til outlet-priser. Maibritt Warming og Tommy Hjort, begge Auning, er i fuld gang med at arrangere outlet-messen, der finder sted i weekenden 16. og 17. november.
Udstillere fra Djursland
De har sendt invitationer rundt til udstillere på hele Djursland og i Randers-området, der forhandler ting som tøj, sko, tasker, kosmetik, interiør og andet godt. Og der er stadig ledige stadepladser. Med i den forholdsvis beskedne pris pr. stand får udstilleren bordplads. Der er plads til 32.
Hver dag på outlet messen i Auning vil der blive udtrukket et gavekort på 1000 kroner blandt gæsterne til at shoppe for på messen.
Fyldt hal
Maibritt Warming har selv taget en del rundt på outlet-messer med sit børnetøj fra webshop'en Karla & Ko.
"Det er en god måde at komme af med varer på. Publikum elsker at komme ud til en fyldt hal med nedsatte varer."
Det passer også godt til hendes temperament.
"Der er et par planlægningsdage. Så farer jeg af sted og stiller op. Derefter to dage med messe, pakker ned og hjem igen og puste ud", smiler hun.
Hun er vild med stemningen på sådan en messe.
"Der er fyldt med glade mennesker, og folk er overraskede over priserne. De drager afsted fra messen med fyldte poser."