Lækkert pendlermiljø ved stationen i Trustrup
Kommunalbestyrelsen sagde ved mødet i sidste uge ja til forskønnelse og etablering af bedre faciliteter ved Trustrup Station
Rejsende på Trustrup Station og gæster i Kulturhuset Trustrup Station kan både se frem til forskønnelse omkring området og bedre faciliteter. Kommunalbestyrelsen sagde i sidste uge ja til en anlægsbevilling på 300.000 kroner.
Pengene skal bruges til ventefaciliteter, et torvemiljø mellem ventehuset og Kulturhuset, overdækket cykelparkering, handicapparkering, en luftpumpe til cykler, en vandpost, udvidelse af den eksisterende p-plads og etablering af adgangsforhold fra p-pladsen til perronen.
Har netop fået nyt køkken
Bent Olsen, formand for kulturhuset, er glad for kommunalbestyrelsens ja.
“Det er udmærket, og det betyder en forskønnelse for byen.”
Han oplyser, at kulturhuset netop har fået lavet et nyt køkken og dermed måske får endnu flere gæster, der så vil have glæde af forbedringerne uden for huset.
Belysning og belægning
De nye ventefaciliteter etableres på et areal, der er ejet af Norddjurs Kommune, og som ikke er offentligt tilgængeligt i dag. På arealet er der en ældre bevaringsværdig bygning på cirka 50 kvadratmeter, der så indrettes til ventehus. Ved siden af ventehuset placeres en overdækket cykelparkering, og handicapparkeringen etableres umiddelbart foran ventehuset ud mod vejen.
Torvemiljøet mellem ventehuset og kulturhuset anlægges med ens belægning, belysning, beplantning og bænke.
Forbedringer for pendlere
Jens Meilvang, formand for miljø- og teknikudvalget, fortæller at midlerne blev afsat til forbedring af pendlerfaciliteter. Valget faldt på Trustrup, fordi det er en togstation. Næste gang kan valget lige så godt ske at falde på et busknudepunkt, understreger han.