Det er din skyld!

Ud over at være præst er jeg uddannet par- og familieterapeut.
Skænderier i par og i en familie forløber meget ofte efter en bestemt skabelon. Man har det ikke særlig godt sammen, og nu skal man have løst problemet. Det første spørgsmål, der rejser sig i en familie eller i et par, er: Hvem er den skyldige? Hvem er skyld i, at det er endt sådan her?
Der må rulle hoveder; en af parterne må gøres ansvarlig for den dårlige stemning.
Herefter begynder, for eksempel i et parforhold, en magtkamp, hvor den ene part søger at påvise, at det er den anden, der har skylden. Alle kneb gælder, når sorteper skal placeres.
"Det hele skyldes, at dit arbejde fylder alt."
"Hvis ikke din mor og din famillie hele tiden blandede sig, så ville det måske se lidt anderledes ud nu."
"Ha, det er da dig, der ikke har lyst til sex, eller er der noget, jeg fuldstændig har overset..."
Og så videre, og så videre...
Mennesker har det med at placere skyld hos de andre i sådanne konflikter. Men her nærmer vi os det næste problem. Mennesker har en endnu større tilbøjelighed til at give sig selv skyld for alt muligt mellem himmel og jord:
"Havde jeg endda bare ikke taget det job, så havde jeg ikke siddet i lort til halsen nu."
"Havde jeg bare i tide set, at min datter gik rundt og havde det så dårligt, så kunne jeg have hjulpet hende."
"Jeg er uduelig og finder aldrig nogen, der kan holde af mig."
Hvis jeg var holdt med at ryge i tide, så var jeg ikke blevet syg; det er min egen skyld, jeg ligger, som jeg har redt - "mit liv er noget rod" og så videre.
Mængden af skyld, skam og dårlig samvittighed mellem mennesker og inden i det enkelte menneske er ret så stor. Den startede allerede med de første mennesker, Adam og Eva, og den har siden fået et omfang, så der ikke længere er tvivl om, at der skal en Gud til at stoppe den, tilgive mennesket og sætte os fri til at nøjes med at være dem, vi er:
"Søn dine synder tilgives dig."