Fortsæt til indhold

“Skolereformen er underfinasieret”

Det ekstra bloktilskud fra regeringen til skolereformen rækker ikke - Furesø må derfor selv til lommerne

Samfund
Martin Warming

Furesø Kommunes borgmester Borgmester Ole Bondo Christensen (A) melder nu klart ud: Skolereformen kræver flere penge for at kunne blive en succes.
Det begrænsede løft i kommunernes bloktilskud rækker ikke. Derfor må Furesø Kommune selv til lommerne og finde ekstra midler til skoleområdet i de kommende år.
En ny undersøgelse har netop vist, at Furesø er den kommune i landet, hvor den største andel af en årgang afslutter en videregående uddannelse. Med den kommende skolereform skal de gode skoler i Furesø blive endnu bedre.
Reformen betyder, at skoledagen bliver længere, og at der skal samarbejdes med musikskoler, idrætsforeninger og virksomheder om en bedre og mere spændende skoledag.
Den længere skoledag skal finansieres gennem mere undervisningstid fra lærerene, administrative forenklinger og et begrænset løft i kommunernes bloktilskud. Men det rækker ikke, siger Ole Bondo Christensen.
"Jeg deler den bekymring, som er udtrykt af blandt andre Jane Isdal (SF) og Berit Tom (C). Vi får ikke den folkeskole, vi ønsker, hvis ikke vi prioriterer flere penge til området. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi i Valggruppe 1 og Nick Allentoft (løsgænger) har besluttet at afsætte ekstra midler til skoleområdet i de kommende fire år", lyder det fra borgmesteren.

Fordobler beløbet

Valggruppe 1 og Nick Allentoft foreslår, at der afsættes et ekstra beløb på fem millioner kroner om året de næste tre år til nødvendige ændringer og renoveringer af skolernes fysiske rammer. Herudover foreslås den årlige driftsbevilling på skoleområdet forøget med tre millioner kroner om året til at styrke arbejdet med de faglige mål og børnenes læring. Samlet set er der tale om en ekstra bevilling til skoleområdet fra kommunens side på 27 millioner kroner over de næste fire år.
"Fra statens side får vi 13 millioner kroner i ekstra bloktilskud til skolereformen i samme periode. Vi vil altså i Furesø fordoble det tilskud, vi får fra staten til folkeskolereformen. Det er et meget stærkt signal om, at vi ønsker gode skoler i Furesø", siger Bondo.
Men regeringen må også til lommerne, hvis skolereformen skal blive en succes, mener borgmesteren.
"Det statslige bloktilskud til kommunerne fastlægges i de årlige kommuneaftaler mellem Kommunernes Landsforening og regeringen. Her vil vi i de kommende år lægge vægt på, at de store ambitioner på skoleområdet fra Folketingets side også følges op af de nødvendige bevillinger", siger Ole Bondo Christensen.
Han lægger vægt på, at der etableres et godt samarbejde med lærere, pædagoger, skoleledelse og skolebestyrelser om at få folkeskolereformen på vingerne.
"Vi har et stor og vigtigt arbejde foran os, og jeg ved, at børne- og skoleudvalget under ledelse af Jane Isdal (SF) har skolereformen som absolut topprioritet i de kommende måneder".