Jeg føler mig som en kastebold i et sygt system

Jeg skriver fordi, at jeg har læst Imeldas historie i Lokalavisen om, at hun er røget ud af sygedagpenge systemet.
Jeg kender desværre alt for godt til problematikken. Da jeg fødte mig andet barn i september 2009, fik jeg en svær fødselsdepression, som havde været undervejs i flere år. Jeg fik to gange 12 henvisninger til en psykolog, og så var det slut.
Selv at skulle betale hele beløbet var umuligt, da pengene simpelthen ikke var til det. Derfor måtte jeg stoppe, selvom min psykolog anbefalede at forsætte. De sidste 3,5 måned af sygedagpengeperioden kom jeg i praktik hos Frode Laursen i Hørning.
Min sagsbehandler mente, at jeg skulle starte med 5 timer 5 dage om ugen, efter at have været væk fra arbejdsmarkedet i godt 2 år. Det væltede mig totalt. Min psykolog havde rådet mig til få timer om dagen få dage om ugen. Min læge fik min sagsbehandler ned på 3 ugentlige mødedage frem for 5. Jeg klarede mig igennem praktikken, men var ingenting værd, når jeg kom hjem til mine børn.
Det skal siges, at jeg ikke har fri som sådan, når jeg kommer hjem, da jeg har et barn med en autisme diagnose. Samtidig blev jeg henvist til lokalpsykiatrien i Skanderborg, som gav mig diagnoserne periodisk depression, social fobi og generaliseret angst og henviste mig til angstklinikken i Silkeborg.
De afviste mig, da de mente at min depression var for svær. Før min depression var færdigbehandlet, kunne de ikke hjælpe. På det tidspunkt fik jeg ingen penge. Jeg var kommet på kontanthjælp, men var gift og havde hus, så jeg kunne ikke få noget udbetalt.
Det betød, at vi måtte lægge lån om i huset, og at min mand måtte arbejde ekstra for at få råd til regningerne. Tiden uden indkomst stod på i 12 måneder.
I januar 2012 kom jeg i et revalideringsforløb, som jeg måtte afbryde i april 2013, da jeg ikke kunne overkomme det stigende antal arbejdstimer. Dermed var det slut med revalideringsydelse og igen var jeg på ingen indkomst. Under praktikken fik jeg diagnoserne periodisk depression, generaliseret angst og ængstelig personlighedsforstyrrelse.
Alle de udredninger jeg har været igennem er blevet givet videre til Jobcentret, men hvor meget de er brugt til, ved jeg ikke, da jeg nu er kommet i en ny praktik.
Arbejdsprøvningerne strækker sig over så lang tid, at man ikke når at blive afklaret inden for sin sygdomsperiode. Ydermere tærer det utroligt meget på forholdet, at leve sammen med en, der er syg over længere tid.
Min mand og jeg er kommet så langt fra hinanden, at vi har valgt at gå hvert til sit. Det betyder at jeg nu kan søge om kontanthjælp, da jeg bliver enlig forsørger. At det skal komme så langt ud, er virkelig ærgerligt og langt fra billigere for kommunen.
Jeg har længe håbet og troet på et flexjob, da det vil være mest hensigtsmæssigt for mig. Bliver jeg for presset, går det ned af bakke og jeg ender med at må melde mig syg fra min praktikplads.
At selve afklaringsforløbet skal være så langvarigt gør situationen endnu værre, da man konstant bekymrer sig om fremtiden, og hvad man som det næste bliver kastet ud i.