Grøn te, gurkemeje eller grønsager?
Hos rådgivningscenteret Buen i Aarhus vejleder de kræftpatienter i alternativ behandling
Zoneterapi, akupunktur, healing eller raw food? Når kræftdiagnosen rammer og der står kemobehandling på menuen, så kan det være svært at finde ud af, hvad man som patient selv kan gøre i behandlingsforløbet.
Undersøgelser viser, at omkring halvdelen af alle kræftpatienter søger mod den alternative verden, som supplement til kemoterapi, men ofte har de have svært ved at finde hoved og hale i de mange råd.
Hos rådgivningscenteret Buen i Aarhus har de i de sidste 13 år rådgivet kræftpatienter om brugen af alternativ behandling.
Og ifølge dagligleder ved Buen, Susanne Sehested Jensen, så er det patienter i alle aldre, som har brug for at gå alternative veje i kampen mod kræften.
“Der er en overvægt af kvinder, og de kommer med alle mulige udfordringer og bekymringer. For nogle handler det om at finde det rigtige kosttilskud og for andre handler det om motion eller meditation,” siger Susanne Sehested Jensen.
Godt eller skidt?
Hun fortæller, at patienterne ofte læser meget om kostråd og alternativ behandling på internettet, men mange kan ikke finde ud af, hvad der er godt og skidt, når de pludselig står med en kræftdiagnose i hånden.
“Der er mange kostråd i øjeblikket, og de kan ikke finde ud af, om de for eksempel skal holde igen med mælke-produkter eller spise raw food,” siger Susanne Sehested Jensen.
Selvom de hos Buen har stort erfaring i at rådgive kræftpatienter i alternativ behandling, så mener hun først og fremmest, at det er vigtigt, at kræftpatienterne lytter til sig selv.
“Mennesker er forskellige, og det gælder også under et kræftforløb. Der er mange veje, men den bedste løsning er at finde sin egen vej,” siger hun.
Rådgivningscenteret Buen har til huse på Nørre Boulevard i Aarhus, hvor Susanne Sehested Jensen og to frivillige står klar med personlig eller telefonisk rådgivning i alternativ kræftbehandling.