Fortsæt til indhold

Børn på tidsrejse til middelalderen

140 børn fra Egebakkeskolens SFO levede i en anden verden

Samfund
Christina S. Johansen

En stor drage har indtaget stedet, og områdets fire klaner må ty til våben for at bekæmpe den. Alle kæmper de hver for sig, men lige lidt hjælper det mod den stærke drage. Først da en munk og en vismand forener klanerne, indser de, at de er nødt til at arbejde sammen, hvis slaget skal vindes. Det virker, og dragen må se sig besejret.
Vi befinder os i middelalderen, hvor drager og drabelige slag selvfølgelig er en del af hverdagen. Det er 140 børn fra Egebakkeskolens SFO, som har taget en rejse tilbage i tiden, men blot for en enkelt uge.
I sidste uge var der nemlig temauge i SFO'en og denne gang med den indledende historie som omdrejningspunkt. Historien startede nemlig ugen, og siden har børnene fra de fire klaner De gyldne løver, De røde drager, De grønne droider og De blå elvere levet i fred og fordragelighed med bålmad, dans, sang, smykkefremstilling, tøjsyning og våbenværksted.
“Altså, jeg synes, at det allersjoveste er at lave perler ud af ler - så kan man lave alle mulige figurer og blive beskidt på fingrene,” fortæller Karla Juul Jørgensen fra 0.A, som gerne agere guide i den store middelalderlandsby.
Karla synes, næsten det hele er sjovt - både kampene og musikken, men det bedste er altså smykkeværkstedet. Hun synes generelt, at middelaldereugen er lidt af et hit - men der er dog én ting, som slår det.
“Det bedste er, når nogen har fødselsdag, men lige derefter kommer middelalderugen faktisk,” griner Karla Juul Jørgensen.

Fællesskab + sammenhold

Det er en fast tradition på Egebakkeskolens SFO at have en form for emneuge om efteråret med skiftende temaer.
“Men faktisk havde vi også middelaldertema for to år siden, og det kan flere af børnene altså virkelig huske, så de har glædet sig rigtig meget til den her uge. Middelalderen er et godt tema, fordi den både appelere til drenge og piger - krigere og prinsesser,” fortæller pædagog Inge Berg Rosenlund, som er klædt efter datidens normer - hun fortsætter:
“Vi gør det her for at lade børnene opleve noget anderledes, og så giver det et godt fællesskab og sammenhold, fordi store og små hjælper hinanden.”

Bålet buldrede og suppe samt fladbrød kogte og bagte. Karla Juul Jørgensen (th) fra 0.A nød at have middelalderuge.
Her kommer jeg! Krigerne foldende sig ud med kampe.
Spillemænd var der også i middelalderen, så dem var der selvfølgelig også på Egebakkeskolens SFO.