"Dejligt at komme hjem"
Ronni Bruun er tilbage i Wagner
Nu er der igen en lokal profil i spidsen for Wagner i Auning. Ronni Bruun er tidligere souschef i Wagner, og rejste for tre et halvt år siden til Wagner i Grenaa for at blive souschef der.
Mandag 16. september kom han tilbage igen, nu som butikschef.
"Jeg er glad for Grenaa, det var spændende at være med til at starte noget op der. Men det er alligevel rart at komme hjem.", smiler han.
Ronni Bruun er fra Nørager og bor der stadig. Indtil for fire år siden arbejdede han i Wagner i Auning, de sidste to et halv år som souschef.
Blev ringet op en dag
I et halvt års tid gjorde han en afstikker som marketingsælger ved De gule Sider i Aarhus. Her blev han en dag ringet op af ejeren af Wagner i Auning, der nu stod for at skulle åbne en butik i Grenaa.
Han spurgte Ronni Bruun om han ville gå med som souschef der.
Det blev et ja, og Ronni Bruun arbejdede så tre et halvt år i Wagner i Grenaa, det seneste år som butikschef.
"Det var en spændende udfordring i Grenaa, men det er også dejligt at være tilbage - også når jeg selv bor i området. Jeg kender kunderne her og de fleste af de andre butikker i byen. Jeg glæder mig til at tage fat og sætte mit præg på butikken."