Fortsæt til indhold

Søren og Jon vil dele glæden ved den gode mad

Samfund
Michael Wulff

Midt i nullerne stod to unge kokkeelever og lod sig inspirere af de gode råvarer, som skolens lærere lagde frem. Syv-otte år senere er Søren og Jon havnet i Hinnerup, hvor de lige nu er i fuld sving med at gøre klar til deres første store fællesprojekt: Skafferiet.
“Vi var ikke i tvivl om, at vi begge var tiltrukket af god, sund mad, da vi gik på skolen. Det er den viden, vi gerne vil dele med familierne her i Hinnerup,” siger Jon Ahrensbach, der er kok. Makkeren Søren Østergaard Jensen er cater, men han kan også lave mad.

Hæve niveauet igen

De to ambitiøse 33-årige fyre er rykket ind midt i Hinnerup i det køkken, som har ført en omskiftelig tilværelse gennem mange år.
Jernbanegade 1 i Hinnerup har været adresse for oprindeligt et slagterhus, senere Madværkstedet og Palle Enevoldsen. Og så har der været pizzaria.
“Vi vil gerne tilbage til den standard, som vi hører folk kan huske, da Madværkstedet lå her,” siger Jon Ahrensbach, der allerede leverer mad til selskaber sammen med Søren.

En kasse med lækre knive og nye rivejern skabte glæde i Skafferiet.

God samvittighed

Hinnerup er fyldt med travle børnefamilier, som de to i Skafferiet vil komme i møde med deres takeaway.
“Jeg har selv barn og ved, hvordan det er at komme sent hjem og ikke gide lave mad,” lyder erfaringen fra Jon Ahrensbach.
“Derfor vil vi lave sund mad lige til at varme derhjemme, for det behøver ikke at rime på pizza og friture, når familien skal have hurtig mad. Du kan godt få god samvittighed, når du laver mad til familien.”

Juleaften i oktober

Posten kommer forbi Skafferiet, mens Lokalavisen er i gang med interviewet. En stor pakke bliver afleveret og åbnet af de to, som var de fem år gamle knægte juleaften.
“Se lige her! Det er simpelthen verdens bedste rivejern,” siger Søren Østergaard Jensen, mens Jon hiver nogle knive frem.
“En kniv er ikke bare en kniv. De her er fantastiske,” siger Jon Ahrensbach med julelys i øjnene.
Skafferiet åbner butikken tirsdag 15. oktober kl 15, men allerede fredag 11. oktober holder de reception kl 15 på Jernbanegade 1, Hinnerup.